Bag de røde porte (1951)

    Livet går sin festlige gang på Dyrehavsbakken nord for København, hvor professor Labardi dog har problemer med at holde terminen.


    BAKKEN SYNGER

    Som et enestående tidsbillede på Bakkens folkelige liv anno 1951 fungerer "Bag de røde porte" stærkt og mindeværdigt.

     

    Brodne kar

    Det er dog andet og mere end det joviale og lykkelige, som filmen ønsker at portrættere. Hvor der er penge, er der også brodne kar: Således er det tæt på at gå helt galt, da Preben Lerdorff Ryes jaloux og bitre mekaniker planlægger at hævne sig.

    Sørgmod og fest
    Heller ikke denne klassiske konflikt er dog filmens egentlige mission. Hvad der får den til at flyde og hæve sig over den sædvanlige lystige standard, er en sart kombination af sørgmodighed og festlighed, der særligt i Ib Schønbergs og Lily Brobergs portrætter er fuld af smerte og raffinement.
     

    Tæt på at bukke under

    På Bakken er det hårde tider for professor Labardi (Ib Schønberg). Sommeren har været regnfuld, og de betalende gæster har holdt sig væk. Nu står kreditorerne og kræver ind, og Labardi er tæt på at bukke under for presset.
     

    Sørgmodig udstråling

    Labardis datter er sangerinde på Bakken og har et godt øje til en mand, hun ikke kan få. Denne smertelige erkendelse indrammes med stor sørgmodighed i filmens slutsang, hvor tårerne triller ned ad den ulykkelige kvindes kinder.

    Fint afmålte doser
    Ud over disse smertelige, menneskelige problemer beskæftiger filmen sig i fint afmålte doser med selve Bakkens liv: Herlige on location-skildringer af kækhed og feststemning sætter filmen i en livgivende historisk kontekst, hvor Bakken-entusiaster og almindelige nostalgikere kan hente megen ægthed og varme.

    Vidunderlig skikkelse
    Iscenesættelsen udnytter desuden fint og humoristisk det åbenlyse sociale clash mellem Bakkens jævne liv og overklassens snobberi, idet Labardi involveres i landsretssagfører Otto Wilmers familie, hvor særligt tante Florentine er en vidunderlig skikkelse i et hjerteligt, overkækt portræt af Ellen Gottschalch.

    Frisk og besunget
    Filmens let famlende start, hvor en egentlig lystspilsovergearing synes at tage styringen, er heldigvis kun en lille, frisk og besunget appetitvækker. Det bliver hurtigt klart, at der er mere end rigeligt kød på de enkelte personer til at bære de fyldige indslag fra hverdagslivet på Bakken, herunder sangnumre og dødsdromen.

    Markant udstråling
    Ib Schønbergs udstråling er markant, og han bærer filmen et langt stykke med sin elegante vekslen mellem sprudlende entertainer og sørgmodig kunstner, særligt når han formidler smerten midt i sine tryllenumre; svedende og fordrukken, med lyst til at grave sig ned, men tvunget af omstændighederne.
     

    Elegant klamhed

    Preben Lerdorff Ryes svinske portræt af mekanikeren Carlo har sine øjeblikke af elegant klamhed, ligesom Asbjørn Andersens landsretssagfører er autoritært bedrevidende på den sædvanligt sammenbidte måde. Samme Asbjørn Andersen står sammen med Jens Henriksen for iscenesættelsen: Stilrent, veldisponeret og hjerteligt.



    Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024