Undskyld jeg forstyrrer (2012)

Et blandt flere samarbejder mellem instruktør Henrik Ruben Genz og forfatter Erling Jepsen. Denne bittersøde komedie kredser om en række krukkede skæbner, der væves ind i hinanden på et lille københavnsk teater.

Forbitret atmosfære
I en ensidigt forbitret atmosfære ser filmen det som sin fornemste opgave at forene de menneskelige mørkekamre med tragikomisk formildende stikpiller, og det lykkes egentlig meget fint i det absurde teater, som filmen udgør.
 

Teater ved et tilfælde

En ung kvinde ankommer ved et tilfælde på et lille københavnsk teater, hvor hendes lille hund har forvildet sig ind. Efter at have vist hundens kunster, viser teaterdirektøren interesse (for hunden), og kvinden gør nu - via vovsen - sin entré på de skrå brædder.
 

Fuldpakken af primadonnanøkker

Men kvinden kan efterhånden - ved hjælp af snedighed og forførende sexet udstråling - tiltuske sig selv større betydning i kredsen af indspist sammenbidte kunstnere med fuldpakken af charmeklude og primadonnanøkker.

Lakonisk sørgmuntert
De lakonisk sørgmuntre menneskeportrætter har i Genz’ iscenesættelse sine stærke øjeblikke af sitrende alvor. Dog er distancen altid ironisk med en stadig udbygning af absurditeter, på grænsen til at miste fodfæstet.

Skarp og kantet
Humoren er skarp og kantet i et på samme tid intimt og distanceret udkast til de ultimativt svævende eksistenser, der alle puster til samme selviscenesættelsens ild: Dybest set er det mig, mig og atter mig, det drejer sig om. Og der er ingen, der vil give sig.
 

Teater-krukker

Disse åbenlyse teater-kaos-krukker får deres sag for, da den unge kvinde gør sin entré, men stemningen er så smittende, at selv hun hurtigt træder ind som en statist i samme teatralske minefelt.

Sex, løgn og videooptagelser
Det fyger efterhånden fra de støvede scenehjørner med sex, løgn og videooptagelser: Den ene forkvaklede skæbne spiller kostbar på den andens bekostning, der så til gengæld har voldtaget en tredje og bliver bidt i nosserne af samme kvinde, der spiller hund.
 

Grænser til det outrerede

Det er alle begivenheder, der grænser til det outreret sort-humoristiske, men som i Genz’ film fungerer pænt afbalanceret, fordi der ikke lægges op til de store, brede penselstrøg. Ganske vist bidrager en uskyldigt vraltende musik til det komiske islæt, måske mere end godt er, men uden dominans.

Lynende sexet eruption
Sara Hjort er filmens bedste spiller. Med lige dele rødmende uskyld og lynende sexet eruption er hun den helt store oplevelse. Søren Østergaard rammer fint den arrogante usikkerhed i sin bedrevidende teaterdirektørrolle, mens Nicolas Bro vanen tro er bedst, så længe han ikke hidser sig for meget op. Stine Stengade er på det jævne, hvorimod Peter Gantzler gyder sin krukkede rolle med en hel del saft.