Machete (2010)

Sammenhængende film:
Machete (2010)
Machete Kills (2013)

Dårlig smag, sexede brystbomber, halshugninger på samlebånd: Robert Rordriguez' kitschede actionfilm er et udstyrsstykke udi overdrivelsens kunst, og dét er en underholdende affære!
 

En hyldest

Filmens stil er en art hyldest til fortidens (særligt 70'ernes) actionfilm af ofte middelmådigt til ringe niveau. Rodriguez ynder fx at foretage synligt primitive klip i forbindelse med de mange blodige massakrer.

Flere lag
Der er således flere lag at lade sig underholde af: filmens egentlige fremdrift, det "historiske" filter, de bevidste overdrivelser. Det er højtbelagt energisk, sat ind i en kvik og dybt selvironisk reference- og klichékulisse.
 

Ufrivilligt midtpunkt

Den tidligere professionelle politimand Machette Cortez bliver af gustne bagmænd med urent mel i posen hyret til at skyde en racistisk senator. Der er ikke noget at gøre: Machete må eksekvere ordren, men i den hektiske proces går flere ting galt, og snart ser eksbetjenten sig selv som ufrivilligt midtpunkt i et større blodbad.

Ad overdrivelsernes overdrev
Når nu det endelig skal være, kan man ligeså godt gå planken ud ad overdrivelsernes overdrev, og Rodriguez har virkelig godt fat om den sprælske, spradebasse-uregerlige fortælling.
 

Forudprogrammeret "dårlig"

Filmen er jo forudprogrammet "dårlig". Den giver sig helt og aldeles ud for at være den kitsch og hyldest til fortidens "synder", som den er. Derfor er det på underlig vis kun beundringsværdigt, hvis skuespillet ikke er fremragende. I denne kontekst bliver fx både Danny Trejo og Steven Seagal helt fascinerende!

Bulder & brag
Der er rigeligt med bulder og brag undervejs. Det er ikke en film, der træder varsomt. En konstant bagvedliggende up beat-musik holder dampen oppe; men behageligt dæmpet og dermed aldrig kvælende.
 

Outreret humor

Nogle af den outrerede humor tangerer næsten de vanvittige komedier, som fx Hot Shots!-filmene, og det bidrager alt sammen til filmens svulstige sammensurium af farverigdom, hittepåsomhed og ironisk distance. I mindre roller er særligt Robert De Niro og Don Johnson interessant castet.