Machete (2010)

Sammenhængende film:
Machete (2010)
Machete Kills (2013)

Dårlig smag, sexede brystbomber og halshugninger på samlebånd: Robert Rordriguez'  og Ethan Maniquis' kitschede actionfilm er et udstyrsstykke udi overdrivelsens kunst, og dét bliver en underholdende affære!
 

En hyldest

Filmens stil er en art hyldest til fortidens (særligt 1970'ernes) actionfilm af ofte middelmådigt til ringe niveau. Rodriguez ynder fx at foretage synligt primitive klip i forbindelse med de mange blodige massakrer.

Flere lag
Der er således flere lag at lade sig underholde af: Filmens egentlige fremdrift, det "historiske" filter, de bevidste overdrivelser. Det er højtbelagt energisk, sat ind i en kvik og dybt selvironisk reference- og klichékulisse.
 

Ufrivilligt midtpunkt

Den tidligere politimand Machette Cortez (Danny Trejo) bliver af gustne bagmænd hyret til at skyde en racistisk senator. Der er ikke noget at gøre: Machete må eksekvere ordren, men i den hektiske proces går flere ting galt, og snart ser eksbetjenten sig selv som ufrivilligt midtpunkt i et større blodbad.

Ad overdrivelsernes overdrev
Når nu det endelig skal være, kan man ligeså godt gå planken ud ad overdrivelsernes overdrev, og de to instruktører har virkelig godt fat om den sprælske, spradebasse-uregerlige fortælling.
 

Forudprogrammeret "dårlig"

Filmen er jo forudprogrammet "dårlig". Den giver sig helt og aldeles ud for at være dén kitsch og hyldest til fortidens "synder", som den er. Derfor er det på underlig vis kun beundringsværdigt, hvis skuespillet ikke er fremragende. I denne kontekst bliver fx både Danny Trejo og Steven Seagal helt fascinerende!

Bulder og brag
Der er rigeligt med bulder og brag undervejs. Det er ikke en film, der træder varsomt. En konstant bagvedliggende upbeatmusik holder dampen oppe, men behageligt dæmpet og dermed aldrig kvælende.
 

Outreret humor

Nogle af den outrerede humor tangerer næsten de vanvittige komedier, som fx Hot Shots!-filmene, og det bidrager alt sammen til filmens svulstige sammensurium af farverigdom, hittepåsomhed og ironisk distance. I mindre roller er særligt Robert De Niro og Don Johnson interessant castet.