RED (2010)

Dette er ikke nogen oplagt søndagsunderholdning for den kræsne tilskuer. Med lige dele hysterisk overfrisked og bundløst støjinferno kaster filmen den ene kække scene efter den anden af sig.
 

Et par finurlige roller

Det er - for at sige det lige ud - uudholdeligt. Kun takket være et par finurlige præstationer blandt skuespillerne og en vis pondus i det tekniske redder filmen sig nogenlunde fra bundgrænsen.
 

Hele den pukkelryggede forsamling

Den pensionerede CIA-agent Frank Moses må trække i arbejdstøjet igen, da han pludselig bliver jaget af en lejemorder og alle dennes lejesvende. For at klare ærterne samler Moses sit gamle hold en sidste gang: Hele den pukkelryggede og skydeliderlige forsamling kommer nu på banen.

Konstant musik
Prøv at tælle sekunderne(!), hvor der ikke er underlægningsmusik i denne film. Det er ganske enkelt rædselsfuldt: Konstant bimler eller pumper stemnings-forudprogrammeret musik, tilpasset den enkelte scenes humør.
 

Forstærkede stemninger

Det ene øjeblik har vi den helt klassiske "komedie-musik", det næste er det tunge messingblæserskyts fundet frem for at forstærke de mere actionmættede scener. Konstant!

En anelse kød
Vi skal omtrent halvvejs ind i filmen, før der kommen en anelse kød på begivenhederne. Dette afstedkommet bl.a. af Helen Mirrens sprøde fortolkning af en skydegal lejemorderske.
 

Tåbelig handling

Nu kommer der lidt skub i den i øvrigt åndssvage handling, og man kaperer lidt bedre de outrerede elementer, hvor man hele tiden forsøger at blæse en storm op i et glas selvdødt boblevand.