Somewhere (2010)

Som med Lost in Translation (2003) viser Sofia Coppola her, hvorfor hun er en instruktør, der er grund til at holde øje med.
 

Følt og hjerteligt portræt

"Somewhere" er et følt og hjerteligt portræt af en ung mands tilværelse i ekstrem luksus og rigdom. Han er holdt op med at mærke efter: Livet bliver serveret for ham af villige tjenere, prostituerede og agenter.
 

Fastboende på luksushotel

Som fastboende på et luksushotel og med en sort Ferrari i garagen har han på overfladen alt, hvad han kan ønske sig. Men han har glemt livet under det blankpolerede, og det kræver et uventet besøg af hans 11-årige skilsmissedatter, før han for alvor vågner op og indser, at det måske kan betale sig at lægge livsstilen om.

Moden og modig
Coppola går til historien med en modig og moden optik. Filmen er fortalt fuldstændig uden overflødige effekter: Kameraet er holdt i ro, indstillingerne er ekstremt lange - grænsende til det lyriske - og lyden er forbilledligt skrabet for kunstigt åndedræt.

Mere end glamour
Fra den særprægede første scene, hvor en sort Ferrari kører 4-5 omgange på en bane - uden at kameraet flytter sig, eller at der bliver klippet - står det klart, at "Somewhere" vil andet og mere end glamour og ramasjang. Selve udstrålingen fra dette velvalgt omhyggelige fortællesprog er markant og stærk: Det har en magnetisk effekt, når tiden i sig selv får lov at fortælle historien.

Under huden
Hermed bliver den intense historie så langt mere vedkommende. Coppola vil under huden på sin hovedrollefigur, og det kommer hun netop ved at lade de enkelte scener køre langt længere ud, end hvad der er uofficielt vedtaget for almindeligt utålmodige.

Meget på hjerte
Fordi filmen har rigtig meget på hjerte, er effekten af intensiteten nærmest hypnotiserende. Portrættet af Hollywoodstjernens liv i sus og dus er smukt perspektiveret af en nærværende smerte: Dybest set er han godt klar over, at hans liv mangler indhold, men pengene og den evige opvartning holder ham fikseret.
 

Hjertelig formidling

Dette skisma er i Stephen Dorffs skuespil helt fantastisk hjerteligt formidlet; fuld af charme og udstråling, splittelse og kærlighed - særligt da han tvinges til at være noget for sin datter.

Dybt nærvær
Netop datterens plads i hans liv er et forbilledligt kærligt træk i filmen. Det ujævne møde mellem den ekstreme overflade og det dybe nærvær skaber en række uforglemmelige scener, der både rummer dybden og humoren.
 

Ferrari som blikfang

Den sorte Ferrari spiller en ikke uvæsentlig rolle som blikfang for filmens retlinede æstetik. Smukke køreture i de karakteristiske lange klip gennem byer og landskaber er ren balsam for sjælen. Fortalt 98 % uden brug af filmmusik. Virkelig et begavet fravalg.