Mordets Melodi (1944)

Temmelig gumpetung men visuelt stemningsfuld dansk noir-film, der er tydeligt inspireret af særligt de amerikanske genrefilm fra samme tid: "Mordets melodi" er en intens mordgådefilm med slibrige roller og rigelige mængder morderiske intriger.
 

Bleg & fraværende sangerinde

Kabaretsangerinden Odette Margot (Gull-Maj Norin) har længe været lidt bleg og fraværende. Der er vist noget galt med hende, men ingen ved rigtigt hvad. Da der er sket en lille stribe kvindemord, mistænkes Odette snart af politiet. Ved alle mordene har vidner nemlig hørt Odettes karakteristiske sangstemme, der med klangfuld vibrato fremførte et af kabaretens franske hits.
 

I hypnotisk trance

Odette bliver selv bange for, at hun kan have begået mordene i hypnotisk trance. Hendes åleglatte eksmand (Angelo Bruun) har nemlig meldt sig på banen igen efter seks års fravær, og han besidder visse ubehagelige evner. Det kræver en frisk hjerne på sidelinjen (Poul Reichhardt) at finde frem til forklaringerne bag mystikken.

Mørkt og stemningsmættet
Det visuelle udtryk er filmens force. Billederne er mørke og stemningsmættede i en ofte bevidst underbelysning, der skaber spændende skygger i ansigter og kulisser.
 

Ensformig kulisse

Netop kulissen er dog en kende for ensformig, i det meget af handlingen er henlagt til de samme lidt for synligt præfabrikerede interiører (mest synligt, da Poul Reichhardt vil åbne en dør med magt, og hele kulissen gynger frem og tilbage).
 

En del af charmen

Det er dog samtidig en del af charmen ved tidens filmproduktion, men "Mordets melodi" kunne med fordel have gjort brug af en bredere pensel af stemninger, fx byens mørke skygger i et storbyeksteriør.

Højt niveau
Bodil Ipsens instruktion er professionelt stram og regelret. Opstillinger, framing, lyssætning, kameraføring og ikke mindst skuespillet er uden de store overraskelser men i sig selv bemærkelsesværdige i det høje niveau.
 

Rendyrket thriller

Forskånet for lystspilsgenrens kækhed er "Mordets melodi" en rendyrket thriller, og som sådan en sjældenhed i det brede danske filmproduktionsbillede. At den regnes for Danmarks første gyser er måske mere en tilsnigelse..

Drømmende, fjernt
Gull-Maj Norin fylder sin drømmende, fjerne og lettere depressive hovedrollefigur med troværdig, næsten maskulin udstråling. Hun er virkelig ikke til at blive klog på, og dette spændingsmoment holder filmen stærkt på.
 

Konsekvent underspil

Som hendes sleske og beregnende eksmand er Angelo Bruun lige dele modbydelig og levende død med sit konsekvente underspil; en nærmest hviskende diktion og apatiske bevægelser - men samtidig en ulv i fåreklæder.
 

Forventelig friskhed

Poul Reichhardt udfylder den tredjestørste rolle med forventelig friskhed, mens Ib Schønberg i en ganske lille rolle som teaterdirektør Perm er helt vidunderlig i sit selvfede og cigarrygende udtryk. Petrine Sonnes ubehjælpsomt svensktalende pensionatsværtinde er dog et noget komisk skue.