Wall Street: Money Never Sleeps (2010)

    Efter en årrække bag tremmer vender børsspekulanten Gordon Gekko tilbage til livet, hvor personlige udfordringer venter.


    KNAS PÅ BØRSEN

    Sammenhængende film:
    Wall Street (1987)
    Wall Street: Money Never Sleeps (2010)

    Hvor Oliver Stone med "Wall Street" fra 1987 havde en udmærket succes med at skildre karrieremandens genvordigheder, synes den opdaterede opfølgning at være ren (børs)spekulation.

     

    Stilistisk grovpolering

    Det er vanskeligt at blive revet med af 2'erens stilistiske grovpolering, der ivrigt anvender splitscreens og ekstravagante kameraføringer på alle mulige leder og kanter af New York... og heftigt dikterende musik.

    Metallakerret
    Hvis der overhovedet kan fås øje på en smule interessant under metallakken, må det være den eksfængslede Gordon Gekkos kamp for at genvinde sin datters hjerte, selvom der også i disse facetter af filmen savnes ægthed.
     

    Overfladisk stress

    I det hele taget er det helt sikkert en fordel, hvis du som tilskuer arbejder i børs- eller pengebranchen: Så er der givet en mulighed for, at du kan blive revet med af den overfladiske stress udi penge og glamour.
     

    En trængt branche

    Da børsspekulanten Gordon Gekko (Michael Douglas) kommer ud af fængslet, erfarer han, at datteren (som han ikke har haft kontakt med i årevis) er så godt som gift med en ung børsarbejder. Det store projekt for Gekko bliver at genvinde datterens hjerte – og at få svigersønnen på ret kurs i en trængt branche.

    Frembusende
    Oliver Stone er utvivlsomt en sand mester udi storfilm, der buser frem med arme og ben, forstået sådan, at tilskueren i hvert fald ikke skal være i tvivl om hverken budskab eller morale.

     

    Stort anlagt med fuld biturbo

    "Wall Street: Money Never Sleeps" er ikke en decideret storfilm, men dog stadig stort anlagt og med fuld biturbo på alle lyd- og billedkanaler. Som almindeligt fredsommelig dødelig kan man godt undre sig over, hvorfor Stone har behov for at overgøre mange af sine film på denne måde?

    Fatalt sansebombardement
    Med den nævnte svulstige fortællestil og det nicheprægede plot bliver en film som denne svær at hente megen inspiration ud af, blot åndes der lettet op efter det fatale sansebomardement.



    Anmeldt i 2012 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    2010, USA, Drama, 133 min.

    Dansk titel: Wall Street: Money Never Sleeps
    Instr: Oliver Stone Prod: Eric Kopeloff, Edward R. Pressman, Oliver Stone Manus: Allan Loeb, Stephen Schiff Foto: Rodrigo Prieto Klip: David Brenner, Julie Monroe Mus: Craig Armstrong
    Priser
    • GG-N - Bedste birolleskuespiller (Douglas)