De fem i fedtefadet (1970)

Sammenhængende film:
De fem og spionerne (1969)
De fem i fedtefadet (1970)

Det kunne i 1970 se ud til, at "De fem"-filmserien havde fundet dansk fodfæste. I hvert fald kom hér film nr. 2, igen instrueret af Trine Hedman og med de samme børn i hovedrollerne.

Sidste "De fem"-film i denne omgang
Men der kom ikke flere danskproducerede film om "De fem", selvom der var 19 bøger mere af Enid Blyton at filmatisere. Det er måske også meget godt, for "De fem i fedtefadet" er en decideret bundskraber, der ikke er meget andet end ufrivilligt komisk.

Voksenrollerne skrevet ud
Den første film fra året før var trods alt præget af en vis fortællelyst og havde en form for tyngde via de voksne skuespilleres langt mere vægtige biroller. I film nummer to er voksenrollerne stort set skrevet ud – Ove Sprogøe, Lily Broberg og Astrid Villaume figurerer ultrakort i filmens start og slutning, resten af herlighederne er overladt til børn, schæferhund og en lille knytnæve gebrokkent dansktalende tyske skuespillere.

Forbløffende positive anmeldelser
Kritikken af filmen var forbløffende positiv med anmelderoverskrifter som: "Det er simpelthen til at blive i godt humør af!", "En dejlig film", "Et pletskud af en børnefilm" og "En børnefilm, der har det hele".

Venstrehåndsarbejde
De mindre positive overskrifter var bl.a.: "Pæn, men primitiv", "Gode børnefilm – en mangelvare", "Urealistisk børnefilm". Det må siges, at det er en meget overraskende positiv modtagelse af en film, der er mere lousy end bare venstrehåndsarbejde.

I kløerne på kidnappere
Handlingen centrerer sig om de fem, der tager på cykel-campingtur i sommerlandet, men snart havner i kløerne på en gruppe kidnappere, der i virkeligheden vil have rigmandssønnen Richard Kent. Heldigvis er børnene snarrådige, og snart kan politiet sætte en stopper for ulovlighederne.

Ingen gnist
Niveauet er dalet med flere stjerner fra den første film, der trods alt viste hæderligt (børne)spil og en fortællelysten fotografering af Mikael Salomon. Selvom hele holdet stort set er det samme, er der ikke den mindste smule gnist at spore.

Jammerligt
Bertrand Bechs musik er i vid ustrækning den samme som til den første film, men også hér er niveauet dalet, og rytmer og klange underbygger det ubehjælpsomme på det jammerligste.