Store planer! (2005)

Tam og forudsigelig komedie: Her har manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson præsteret et godt stykke under sit bedste, og Thomas Bo Larsen spiller samme rolletype for gud ved hvilken gang.

På fri fod... og musikalsk
Thomas Bo Larsens småkriminelle Willy er endelig på vej på prøveløsladelse, og denne gang beslutter han sig for at samle sit gamle band "The Winstons" og for alvor gøre indtog på den danske musikscene. Midt i alle musikambitionerne forsøger han også at forbedre sit forhold til sønnen. Samtidig dukker massagepigen Bettina op i hans liv, og da hun bliver sangerinde i bandet, ser fremtiden pludselig lidt lysere ud.

Intet kommer som en overraskelse
Der er velsagtens ikke dén ind- eller udvikling i historien, der kommer som en overraskelse for ret mange. Læg dertil Thomas Bo Larsens evigt "improviserede" fyldord som "kraftedemig", "fucking" og et lille "dér" som afslutning på alle sine sætninger, og du har en skabelonfilm uden ret meget charme.

Finder ikke balancen
Lene Maria Christensen blev ligefrem Robert-nomineret for sin præstation som massagepigen Bettina. Det kan undre, for det lykkes ikke Christensen at finde balancen i den ofte lidt outrerede humor, hun skal stå på mål for. Bedst lykkes hun i scenen, hvor Willy kort bliver introduceret for tilbuddene i massageklinikken.

Ingen musikalitet
Her er der en snert af den rette ånd og en fandenivoldskhed i både spil og humor, men det bliver ved de få ensomme enklaver. Langt det meste af filmen tangerer det pinlige hvad angår både forudsigelighedsniveau og ordvekslinger, og der er ikke snerten af musikalitet i skildringen af det sært sammensatte popband.

Masser af musik
I filmen er der masser af musik, dog mest den, der opstår ud af handlingen. Her opnåede Nikolaj Steens tamme sang, "Blood in My Veins", en Robert-nominering.

En film til middelkarakter
Dagbladenes anmeldere var over én kam enige om, at "Store planer!" var en film til middelkarakter: "Store planer er en lille film", "Vakler for meget og er ikke vellykket", "Jesper W. slår de lette akkorder an i rockkomedien, men resultatet swinger ikke helt."

"Gør sig bedre på tv med tiden"
Bo Green Jensen sluttede sig til koret af anmeldere, der gav filmen middelkarakter, og afrundede sig anmeldelse i Weekendavisen således: "At filmen i længden svigter vor tillid med slapstick, farvede dildoer, konstruerede konflikter og hengemte vittigheder, er en anden sag [..] det er en af den slags danske film, der vil gøre sig bedre på tv og med tiden."

Kejtet og falsk
Den forsøgsvise blødgørelse af Willy ved at lade ham have en halvstor knægt, som han nu bejler til, falder kejtet og falsk ind i helheden.