Antoine et Colette (1962)

Francois Truffauts halvtimelange historie udgør solide krumspring udi filmkunsten. På trods af den korte spilletid fungerer filmen alligevel som en efterfølger til Les quatre cents coups (1959), hvor Léaud også spiller hovedrollen.

Nuancerede syn
Hjerteligt, smertefuldt og fuld af nuancerede syn på hverdagstilværelsen i Paris. I en sart lille historie præsenteres vi for fulde følelsesregistre, der i sin udstråling fylder langt mere end den korte form. 17-årige Antoine arbejder på Philips’ pladefabrik og bor for sig selv i en lille lejlighed. Han er blevet tidligt voksen og forelsker sig nu i Colette, der dog ikke har andre planer med teenageren end et helt almindeligt kulturelt og kultiveret venskab.

Famlende kærlighed
Filmen beskriver Antoines famlende forsøg på at komme tæt på den pige, han har forelsket sig i. Men for Colette er det tydeligvis kun en nydelse at lege lidt med de store følelser. Fuld af sort/hvid vitalitet i både billeder og hårdt optrukne kærlighedslinjer er Truffauts korte film en virtuost fortalt historie i et komprimeret format.

Stort menneskeligt drama
Skuespillerne er holdt nede på jorden i formidlingen af det store menneskelige drama, der primært foregår i Antoines forvirrede hoved. Og inddragelsen af J.S. Bachs musik, som oftest spillet på Antoines primitive grammofon, er en virkningsfuld og perspektiverende medspiller.