Young Guns (1988)

Sammenhængende film:
Young Guns (1988)
Young Guns II (1990)

Hvis man i 1987 gik og troede, at westerngenren var groet fast i de samme hjulspor, kunne man godt sadle om igen. For i 1988 kom, hvad der med rette kan kaldes "den trendy western", produceret for det unge hipster-genrepublikum og med en tilsvarende ung skare wonderboys i revolver-dramatiske roller.

Gennemhullet historie
Hvad skal det så gå gøre godt for? Dybest set ikke det fjerneste! "Young Guns" har en historie gennemhullet som en si, alt andet end prangende skuespil og en imponerende samling genbrugsklichéer. Men i det "trendy" snit finder vi måske alligevel nøglen til filmens forfriskende stil, for alt andet lige er det unge udtryk et drive i sig selv.
 

Det autentiske cowboyland

Langt ude i Det Vilde Vesten – og tilbage i det autentiske cowboyland – har en godhjertet mand specialiseret sig i at tage vare på unge mænd, der ikke rigtig passer ind i det etablerede samfund... måske ville de have fået diagnosen ADHD i dag?
 

Våben og svin

Hvorom alting er, trives de unge mænd godt på ranchen, hvor de lærer at håndtere både våben og svin. Men anderledes dumme svin kommer snart på menuen, da grumme rivaler skyder mændenes værge.

Hævn på dagsordenen

Nu er der hævn på dagsordenen, og trods forskelligheder og tragiske frafald viser gruppen af unge mænd sig meget effektive i kampen for retfærdighed.

Pænt koreograferede krudtscener
Filmen fungerer afgjort bedst, når mundene er lukkede, og revolverne plaffer på livet løs. Så slippes der for det kejtede skuespil, og vi kan koncentrere os om de pænt koreograferede krudtscener.

Uforpligtende underholdning
Det er let at forstå filmens succes hos det unge samtidspublikum, da den kreative kombination af historie, identitet og sammenholdsfølelse dumpede ned i et stort hul – og samtidig udgjorde uforpligtende underholdning.

Malplaceret popfilmmusik
Med sin fuldkommen malplacerede firser-popfilmmusik fastholdes den kække og ungdommelige tone helt til sidste scene, om end det skal fremhæves, at musikken undervejs er tonet drastisk ned. Ellers havde det slet ikke været til at holde ud.

Svingende skuespilskvalitet
Blandt det unge kernehold er Kiefer Sutherland nok den bedst spillende, mens både Charlie Sheen og Emilio Estevez (hvis fysik og spillestil er påfaldende ens) nok må siges at falde noget igennem.