Derailed (2005)

Efter den flotte svenske filmatisering af Jan Guillous Ondskan (2003) var vejen banet til Hollywood for instruktør Mikael Håfström. Som så uendeligt mange gange før er succes med hjemlandets filmapparatur dog langt fra det samme som succes med Hollywoods. Ikke desto mindre forsøger Håfström sig hér med et bund-klassisk thrillerplot, baseret på en roman af James Siegel.
 

Ikke imponerende

Man må sige, at resultatet er alt andet end imponerende. Selve iscenesættelsen er for så vidt både professionel og overbevisende, men historien og de talrige klichéer er lige i overkanten af, hvad man gider sidde model til.
 

Billedskøn brunette

Familiefaren Charles Schine lever en stresset hverdag, hvor der bl.a. skal tages store hensyn til teenagedatterens type 1-sukkersyge. Snart finder han sig selv i seng med en billedskøn brunette, der har forført ham i Chicagos højbane – kun for at blive afbrudt af en skydegal forbryder, der har tænkt sig at gøre livet surt for Charles.

Konen må ikke vide noget

Men konen må ikke vide noget! Det er det vigtigste for Charles. Så selvom forbryderen både ringer og opsøger familien, holder Charles på hemmeligheden. Til sidst er det hele meget tæt på at køre helt af sporet, og var det ikke fordi, Charles ved et tilfælde opdagede hemmeligheden bag hele afpresningen, kunne han meget vel være endt som pindebrænde.

Højspændt
Man skal ikke kimse ad filmens drive, der afstedkommer en række højspændt underholdende scener, selvom handlingen må siges at være over gennemsnittet af forudsigelig. Den helt store afsløring ¾-vejs inde i filmen ændrer ikke stort ved, at Mikaels Håfströms debut som Hollywood-instruktør kunne have været ønsket mere original.

En lille smule intimitet
"Derailed" fungerer bedst i de få scener, hvor afpresninger og kufferter fyldt med penge er parkeret lidt: Fx er skildringen af familielivets stress med udgangspunkt i teenagedatterens alvorlige sygdom ganske udmærket – og en påmindelse om, at Håfström netop er en dygtig personinstruktør.

Uundgåeligt klichéfyldt

Men i og med at filmen næsten udelukkende vil bygge op til det uundgåeligt klichéfyldte klimaks, bliver alle små initiativer udi intimiteten i det store og hele kvalt – ikke mindst af bombastisk filmmusik. Vincent Cassels klamme skurk rummer ind imellem en herlig vildskabens elektricitet.