Water for Elephants (2011)

Charmerende og livsbekræftende dramatik, der byder på en tilpas tilsmagt, sursød suppe af kærlighed, sadisme og dyrevelfærd.
 

Holder et højt niveau

Egentlig er filmen overraskende seriøs, når den skues på plakat og handlingsreferat, og alvoren – og den heraf medrivende dramatik – holder et højt niveau, lige indtil der skrues alt for højt op på dramaknappen hen imod slutningen.
 

En tragisk ulykke

Den næsten færdiguddannede dyrlæge Jacob (Robert Pattinson) mister i 1931 begge sine forældre i en tragisk bilulykke, og hans verden er tæt på at ramle helt. I affekt farer han af sted ud i natten og hopper ombord på et tog.
 

Dyrlæge i et cirkus

Men dette tog viser sig at være i alt andet end almindelig rute. Det er et cirkustog på vej til næste opsætning. Og efter diverse skærmydsler lykkes det Jacob at blive antaget som dyrlæge.
 

Må tage affære

Cirkusdirektøren er gift med en yndig ung kvinde, der selv optræder i de flotteste numre. Men direktøren er en sadist, hvis dyre- og menneskemishandlinger snart skal tage så meget overhånd, at Jacob er nødt til at tage affære.

Stemningsfuld magi
Filmen rummer – særligt i den første times tid – en meget stemningsfuld magi, der pragtfuldt indfanger den helt særlige cirkusatmosfære uden overhovedet at fokusere på selve optrædenerne.
 

Universelt medrivende historie

Hér fænger den universelt medrivende historie om den unge mands kamp for at finde sig selv igen. Og så er der den uundgåelige forelskelse i den yndige kvinde og fortællingen om den sadistiske cirkusdirektør, der står i vejen. Det er alle elementer, der spiller fint sammen i det meste af filmen.

Moden og markant
Ligeledes båret af fint skuespil fremstår filmen som helhed både modent og markant. Særligt markant er Christoph Waltz’ stærke præstation som den onde cirkusdirektør, men også det unge par spilles fint af hhv. Robert Pattinson og Reese Witherspoon.
 

Unødvendigt overdramatisk drejning

Filmen tager i den sidste halve time en – set i sammenhængen – helt unødvendigt overdramatisk drejning, og det er langt fra klædeligt. James Newton Howards musik er, trods sin nedtonede styrke, sine steder alt for sukret og dominerende.