Dorian Gray (2009)

Baseret på Oscar Wildes roman skildrer denne film et helt centralt drømmescenarie for uendeligt mange mennesker: Evig ungdom og skønhed.

Fænomenal scenografi
Oliver Parkers iscenesættelse er desværre svulstig og bombastisk. Der er ikke overladt meget til fantasien, og stilen er vild og støjende. Ikke desto mindre indfanger filmens fænomenale produktionsdesign og scenografi uhyre effektivt – i en flot indramning af fortidens små og store synder i et slidt London.

Ældes ikke

Dorian Gray er den rige, unge og smukke unge mand, som alle kvinder (og mænd) føler sig tiltrukket af. En dag får han malet sit portræt, og den slående lighed bliver på en eller anden måde en direkte fysisk forbindelse til den unge mand. I hvert fald oplever han, at han ikke længere ældes. Den evige skønhed stiger dog hurtigt den unge mand til hovedet, og snart havner han i en særdeles ond og morderisk spiral af svig, smerte, jalousi, sex og død.

Universal-følelser
Overbevisende skuespil fra særligt unge Ben Barnes og hans 'læremester' Colin Firth bidrager til filmens krybende uhyggelige universalfølelser i det klamsvedte ingenmandsland mellem drøm og mareridt. Havde det ikke været for det eklatante narrative overdrev kunne man snildt se denne film for sig som et strålende mesterværk.

Tiltrækningskraft
Med de velafmålte mørke skygger af dæmonisk utilregnelighed, den æteriske seksuelle tiltrækningskraft – og de mange nærmest erotiske nærbilleder af den unge mands skønhed – formidler filmen i hvert fald rent visuelt den stærke historie perfekt.