Fortidens skygge (2011)

Her kommer så et biografopkog af tv-serien "Den som dræber", lettere oppustet og bearbejdet til det brede billede, men grundlæggende samme surdej.
 

Formildende omstændighed

En stærkt formildende omstændighed skal vise sig at være Birger Larsens ligefremme iscenesættelse, der ikke tillader alt for mange fortællemæssige overdrivelser. Til gengæld må vi trækkes med skuespil af stærkt svingende kvalitet, en temmelig klichétynget historie – og kaotisk lyd og musik.

På fri fod
Politipsykologen Thomas Schäffer (Jakob Cedergren) er netop ved at fratræde sin stilling, da alt tyder på, at det er en af hans tidligere patienter, der er Københavns nyeste seriemorder på fri fod.

Særdeles kompliceret mission

Sammen med sin makker Katrine Ries Jensen (Laura Bach) forsøger Thomas indædt at indskrænke morderens udfoldelser, men det skal vise sig at blive endog særdeles kompliceret, da der også snart kommer et personligt hævnmotiv med i sagen...

Genreklichéer
Historien rummer stort set alle genreklichéer, rundhåndet doneret af millioner af amerikanske serier og film med samme grundsubstans: Kernefamilie, politimakkere med nært venskab, sammenbidt morder med hætte på, hævn og selvtægt, osv. osv.

Desværre uden raffinement

Men disse manuskriptmæssige klichéer leves der såmænd fint nok med, hvis bare formidlingen er stærk og raffineret. Det er der dog desværre ikke tale om i dette tilfælde.

Ubehjælpsomt
Det fornemmes allerede helt fra begyndelsen, at filmens udtryk er noget ubehjælpsomt. Dette skyldes en blanding af papirtyndt skuespil og en række ufrivilligt komiske scener. Til alt held vokser filmen noget med opgaven, så der rent faktisk til sidst er et vist niveau af underholdning at tage med sig videre.

Kvamm falder til jorden
Placeringen af musikeren og komikeren Simon Kvamm som seriemorder er en helt igennem mislykket gerning. Det går slet ikke, og Kvamm falder til jorden med et hult klask i sit ensidige og utroværdige portræt. Heller ikke Laura Bach fanger nerven i sin politiopdager-rolle.

Overfordring
Mere kvælende og frastødende er dog den ofte ekstremistiske overfordring med stemningsdikterende lyddesign og filmmusik. Det er uhyre sjældent, at vi får lov at tænke en tanke til ende selv.

Krimi-melankoli

Enkelte scener indfanger noget af den særlige nordisk sammenknugede krimi-melankoli. Det er, når gode locations smelter sammen med fin fotografering, som oftest etablerende skud i fugleperspektiv.

Potentielt intenst
Som helhed betragtet formidler "Den som dræber" en potentielt intens historie med lige dele vaklen og professionalisme, hvilket gør den til en underligt halvkvalt oplevelse.

Et vist niveau af spænding

Der er få udvalgte scener af højdramatisk intensitet, der former et vist niveau af spænding. De overdrevne bestialske udpenslinger, som næsten er uundgåelige i en film baseret på en overdrivelsernes serie, er heldigvis begrænset til en lille håndfuld, under hvilke der kan vælges at kigge den anden vej.