The Killing [1] (2011)

    En kriminalkommissær og hendes nye makker kæmper dag for dag for at opklare mordet på en teenagepige i Seattle.


    STEMNING OG STYRKE

    Sammenhængende i denne serie:
    Forbrydelsen [1] (2007)
    Forbrydelsen [2] (2009)
    Forbrydelsen [3] (2012)
    The Killing [1] (2011)
    The Killing [2] (2012)
    The Killing [3] (2013)
    The Killing [4] (2014)

    Den danske tv-serie "Forbrydelsen" vandt i stor stil gehør udenfor landets grænser, således også i USA, der ligefrem ønskede at genindspille serien, scene for scene. Hér har vi så resultatet: En overraskende dyb og rolig genindspilning, der næsten slavisk følger det danske oplæg.

    Regntungt
    Overført til amerikanske forhold står "The Killing" på sine egne præmisser stærkt og troværdigt, idet storbyen Seattle er en både regntung og æstetisk prægnant kulisse (det regner faktisk "nærmest altid" i Seattle i virkeligheden).

     

    Roligt udtryk

    Herudover er hele sæsonens stil usædvanlig rolig – nærmest "europæisk". Lange og ubrudte scener, ofte uden underlægningsmusik, fører os ind i det stemningstunge opklaringsarbejde, der, i kombination med det vellykket overførte sorgtema, former en solid udstråling.

    Prekær mordgåde
    Kriminalkommissær Sarah Linden (Mireille Enos) forsøger sammen med sin nye makker, spradebassen Stephen Holer (Joel Kinnaman), at rede trådene ud i en prekær mordgåde i Seattle. Ægteparret Larsen har mistet deres teenagedatter, brutalt myrdet, og deres sorg er – ligesom i den danske serie – et vigtigt tema i hele seriens setup.
     

    Kender historien på forhånd

    Samtidig følger vi en politiker, der både kæmper for at blive Seattles næste borgmester og imod beskyldninger i forbindelse med mordet. Det er selvfølgelig et mindre problem, at du – ved at have set oplægget – kender seriens udvikling og ikke mindst morderens identitet.

    I den amerikanske søger
    Omvendt er det spændende at se, netop hvordan de danske forhold tager sig ud gennem den amerikanske søger. I hovedrollerne gør Mireille Enos og Joel Kinnaman sig fint som makkerparret, der har svært ved at tackle hinandens særheder. Generelt er skuespillet præget af en stor indsigt i historiens alvor.



    Anmeldt i 2012 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025