Duel (1971)

Efter som ganske ung at have instrueret en række episoder til forskellige tv-serier fik Steven Spielberg sin store chance, da ABC tilbød ham at filmatisere Richard Mathesons novelle om road rage i 1971. Spielberg fik som udgangspunkt blot ti dage til at filme, og han gik til opgaven med ung entusiasme, fast besluttet på at overbevise branchen. Resultatet er blændende.

Ligner en storfilm
"Duel" ligner en storfilm, men er i sin form den mest uskyldige lille tv-film. Det er Spielbergs fortjeneste, at filmen har en højspændt og effektiv udstråling, der fuldkommen forfører sit måbende publikum.
 

Reelt dødbringende

Filmen ligner nemlig ikke noget, man har set før. Den er helt sin egen og fungerer forbilledligt på sine egne stærkt komprimerede præmisser. En forretningsrejsende er på vej ad ørkenlandevejen, da han uskyldigt overhaler en lastbil. Det skulle han ikke have gjort! Lastbilschaufføren indleder nu en reelt dødbringende jagt, hvor ingen midler skys.

Oliebetændt
Det vil sige, det er selve lastbilen, der er skurken i Spielbergs film. Stor, osende, larmende, oliebetændt og skræmmende gør den livet surt for den uskyldige bilist. Midlerne er enkle, men særdeles effektive: Bil og lastbil indfanges veltimet i alt fra kameravinkler til fartforøgende trackings og fotografering mod klippebaggrunde.

Adgangsbillet til Hollywood
Man forstår, at dette blev adgangsbilletten til store filmproduktioner for Steven Spielberg, men ironisk nok står "Duel" i dag som en af instruktørens måske allerbedste film, fordi den er håndværksmæssigt tæt på genial og samtidig renset for hans senere lovligt krukkede amerikana.
 

Behersket musik

Bemærk Billy Goldenbergs beherskede og dybt originale filmmusik, der egentlig blot er et udvidet lyddesign og som bl.a. forstærker lastbilens i forvejen hårrejsende fremtræden. Det faktum, at vi aldrig ser lastbilschaufføren, er endnu et velovervejet træk, der stammer fra Richard Mathesons eget originale filmmanuskript.