Eldfjall (2011)

Et af disse sjældne, modige filmkunstværker, der ryster hjertet og går kompromisløst i flæsket på store tabuemner, er denne, Rúnar Rúnarssons spillefilmsdebut: Det er stor filmkunst, en historie fortalt helt uden indpakning og som sådan en ekstremt blottet følelsesformidling, der går helt tæt på selve essensen af livet.

Ekstremt dårligt humør
Hannes er netop gået på pension efter talrige år som pedel på en skole, og hans lede ved livet er tæt på at tage livet af ham. Konen og de voksne børn har i årevis måttet leve med Hannes' ekstremt dårlige humør og hans tilsvarende fuldstændige mangel på respekt for andre. Men Hannes når kun lige nøjagtig at bløde lidt op, før hans kone får et alvorligt slagtilfælde, der forvandler hende til en grøntsag, og Hannes' nye mission bliver at passe hende hjemme.

Flere niveauer
Historien har flere dimensioner – eller niveauer, om man vil – der former et smertefuldt portræt af ultimativ ensomhed og følelsesmæssig isolation. Vi er så langt fra det overfladiske, som det næsten kan tænkes. Rúnar Rúnarsson er helt inde i marven af det menneskeligt mulige (og umulige), fortalt med en stille indsigt.

Beundringsværdigt mod
Det beundringsværdige mod i tilgangen til de helt store temaer viser sig i de oprigtige, konkrete og psykologiske nærbilleder: Det tavse indre kaos og den ubærlige sorg bliver uafrysteligt indmejslet. Et af de mest effektive midler i opnåelsen af dette stærke udtryk er den fuldstændig rolige stil i både fotografering og klipning.

En mesters bevidste fravalg
På samme måde er lydsidens ro en mesters bevidste fravalg: Filmen er underlagt sammenlagt maksimalt fem minutters musik, og denne kommer så til gengæld smukt og velovervejet. I den indsigtsfulde personinstruktion ligger en anden af filmens helt afgørende kvaliteter. Spillet er markant kraftfuldt og ægte. Særligt skal Theodór Júlíussons præstation fremhæves for den dybe og overrumplende, betingelsesløse indlevelse i den barske kerne.