Broen [1] (2011)

Sammenhængende i denne serie:

Broen [1] (2011)
Broen [2] (2013)

Overskriften til denne anmeldelse er næsten nødt til at være ekstra kæk for at fastslå, at denne dansk-svenske tv-series første sæson hæver sig betragteligt over gennemsnittet.
 

Raffineret spænding

Som det er tilfældet med rigtig mange tv-serier, kræver også Bron/Broen et par episoder for at blive ordentlig varm i bentøjet, men herfra former der sig en raffineret, spændende og velkonstrueret produktion, der rummer en fængslende uudtømmelighed af udviklingsmuligheder.

Grænselig
Midt på Øresundsbron finder politiet en aften liget af en kvinde. Eller rettere, som det senere skal vise sig, to halve kvindelig sat sammen præcis på grænsen mellem Sverige og Danmark.
 

Alvorlig sag

To kriminalassistenter fra hver deres side af sundet kobles nu på opgaven. Den svenske Saga Norén og den danske Martin Rohde. Det står hurtigt klart, at de er et meget umage par, men i takt med sagens alvorlige udvikling rystes de alligevel sammen.

Uhyggeligt velkonstrueret
Den udspekulerede seriemorder viser sig meget vanskelig at spore. Gang på gang overrumpler han politiet med sine uhyggeligt velkonstruerede mord, og det er først da Martin Rohde viser sig at have en personlig forbindelse til morderen, at opklaringsarbejdet tager en drejning.
 

Skæv og overraskende

"Bron/Broen" er på mange måder skæv og overraskende i tegningen af det centrale persongalleri. Makkerparret Rohde/Norén er i sig selv en næringsrig kilde til fascination, gode grin og hovedrysten.

Social analfabet
Det humoristiske består først og fremmest i Saga Noréns komplette sociale handicap: Hun har absolut ingen føling med, hvordan man gebærder sig sammen med og overfor andre mennesker, og det bliver en stor udfordring for Martin Rohde at få hende til at fange i hvert fald de mest centrale pointer i kunsten at omgås.
 

Stor empati

Martin Rohdes rolle er omvendt præget af stor empati, dog lider han selv under ikke at kunne styre sig og holde på dem, han elsker, hvilket på flere niveauer bliver et tema i seriens udvikling. Selve makker-temaet er således langt mere nuanceret og overraskende, end man er vant til fra talrige kriminalserier, og dét er både kærkomment og originalt.

Nordisk sammensmeltning
De små sproglige barrierer mellem danske og svenske politifolk kunne nemt have været en kilde til broget forvikling og billige vittigheder, men stik imod normale trends begrænser serien sig til en lille håndfuld ’rødgrød med fløde’-grin i de allerførste episoder. Herefter smelter det danske og svenske umærkeligt sammen til dén helhed, der klæder serien så godt.
 

Mærkbar spænding

Jagten på morderen når sit klare højdepunkt i de sidste tre episoder af sæsonen. Her tiltager spændingen mærkbart. Ikke mindst fordi Martin Rohdes personlige indvikling i sagen udgør en stor trussel mod hans egen familie.

Kendetegnende ægthed
Den som oftest mørke, natlige tegning af Øresundsregionen som kriminel skueplads fungerer stærkt og troværdigt uden nogen form for overdrivelse. Fotograferingen er i det hele taget uden trang til at voldtage sanserne og er stærkt medvirkende til at holde serien på det niveau af ægthed, der er kendetegnende.
 

Nedtonet musikanvendelse

Et andet stort plus ved sæsonen er den generelt nedtonede brug af filmmusik. Den er der, og af og til brummer det lovlig meget op til mulige uhyggelige højdepunkter, men man generes ikke af en konstant tapetsering af lyddesign og musik.

Små overraskelsesmomenter
Gang på gang fortrylles man af de skæve biroller, der hver især bidrager til mystik og mistanker. De er, som resten af serien, knaldgodt skrevet og fulde af små overraskelsesmomenter.
 

En gal morders værk

Seriens generelle stemning er selvsagt mørk og præget af den gale morders værk. Men samtidig er der noget opløftende over det nordiske fællesskab og de menneskelige relationers positive udvikling. Man kan kun se stærkt frem til anden sæson.