Den man älskar (2007)

Den danske succes-manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson har ført pennen til dette svenske hustruvoldsdrama, og det er der kommet en hæderlig, om end sensationspræget film ud af. Filmen er velsagtens ment som et portræt af den uforklarlige mentale mekanisme: Hvorfor nogle kvinder er draget af voldelige mænd og ikke kan komme ud af deres klør.

Åbent indspark
Som sådan er historien i mange henseender et fint åbent indspark, troværdig i sin frustrerende kredsen om den varme grød – det meningsløse opsøgende arbejde mod potentielle knytnæveslag. Lena er kommet videre i sit liv. Hun har lagt forholdet til den voldelige Hannes bag sig og er nu i et lykkeligt parforhold med den joviale Alf.

Magnetisk tiltrækning

Men da Hannes kommer ud fra fængslet, oplever Lena en tiltagende magnetisk tiltrækning mod dén mand, der slog hende halvt ihjel, og hun kan ikke holde sig fra ham. Hvor hun vil hen, er der ingen omkring hende, der forstår. Men Lena er fast besluttet på at genetablere forholdet med Hannes, der hårdnakket hævder at have forandret sig til det bedre.

Kreativ opbygning
Filmen er bygget kreativt op, så vi får slutningen først. Så tilpas kryptisk dog, at vi ikke kan gennemskue omstændighederne, men selv forestiller os de logiske udviklinger. Kim Fupz lægger således kortene på bordet, og alligevel langt fra: Det er hér, vi finder filmens sensationslyst. Tilskueren skal forestille sig en hel masse, bygge hele filmen op inde i hovedet, for så at blive omvæltet igen i den "rigtige" slutning...

Åben mund og polypper?
Tag lige dén! Det er, for at blive i filmens voldelige sfære, en lige højre fra Kim Fupz til tilskueren, og meningen er vel, at man skal sidde tilbage med åben mund og polypper. Instruktør Åke Sandgren trækker overordnet set fint i de komplekse tråde og får ind imellem et raffineret nordisk udtryk frem i sin film.

Skuespillet er en central brik
Skuespillet er en central brik i det intense kammerspil, hvor tre spillere er omdrejningspunktet for hele historien. Her ærgrer man sig noget over Sofia Ledarps stedvist forvrængende overspil. Musikken er en anden hovedrolleindehaver i filmen: Man har valgt let forvanskede Vivaldi-temaer som gennemgående stemningstapet. Det har en vis fascinerende virkning de første par gange, men bliver snart en belastning. Dog ligger der i de smukke baroktemaer en langt større elegance, end et originalt komponeret musiktapet ville have bidraget med.