Blå mænd (2008)

Denne succeskomedie tog Danmark med storm og blev set af over 400.000 i biografen. Sensationelt overraskende, men ikke helt uforståeligt. For "Blå mænd" forener med små midler en proletarisk selvironi med en ærlig, venligtsindet udviklingshistorie, og det afstedkommer en ganske sprød lille film.

Småt begavede idioter

Karrieremanden Jesper har kun sig selv i hovedet. Men da han en dag havner spirituspåvirket i en bilulykke, idømmes han samfundstjeneste på den lokale genbrugsstation. Selvsagt ikke noget for Jesper, der da heller ikke har noget til overs for sine nye kolleger, som han forhåndsstempler som småt begavede idioter.
 

Nye døre åbnes

Lansomt, men sikkert åbner opholdet på genbrugsstationen dog nye døre for Jesper, og han begynder at blive mere blød om hjertet. Måske bliver det begyndelsen til en ny tilværelse for ham..

Stand-up-humor
Filmens åbenlyse kernemateriale er Mick Øgendahls stand-up-humor, som han her med eget (og Rasmus Heides) manuskript har forsøgt at booste op i spillefilmsform. Og det fungerer faktisk bedre end frygtet. Måske er det fordi, filmen tager pis på netop proletar-dårskaben og provins-idiotien, at humorens tåbeligt klingende og nedreregionelt fikserede tone rent faktisk sine steder er morsom.

Gode grin og brede smil
I hvert fald formes en række enkle scener med gode grin til følge på den lille genbrugsstation: Ikke mindst sjakkets interne jokes og aparte væremåder rummer kilder til brede smil. Sidse Babett passer fortrinligt i rollen som lesbisk drømmer med forkærlighed for militante voksenlege. Mick Øgendahl har sine øjeblikke takket være den overdrevent dumt skrevne rolle.

Fine biroller
Thure Lindhardt kæmper i hovedrollen ind imellem med at forene den glatte jakkesætsdreng med det nye liv blandt affaldet. I mindre roller hæfter man sig især ved Søren Mallings autoritært sammenbidte pladsobservatør og Martin Brygmanns stygt lumre kørelærer. Mia Lyhne har desuden et par skønne minutter som kommunal skrankepave. Alt i alt en uforbeholdent frisk og enkel dansk komedie, der overrasker positivt med sit fravær af ekstremisme i både skuespil og historiens udvikling.