Lykkens musikanter (1962)

Der er sort/hvid charme og melankoli på drengen, når et par af Sven Gyldmarks mere inspirerede sange hér serveres i familiær kulisse: "Lykkens musikanter" bringer strenge, truthorn og tangenter i svingninger, når Ove Sprogøe, Dirch Passer og co. folder sig ud i Ellen Gottschalchs varmblodige og musikelskende hyggekrog.

Alletiders skønsang
De lokale strømmer til, når gardinerne rulles fra, og vinduerne åbnes. For det er alle tiders skønsang- og spil, der strømmer ud fra villaen. Her er frontfigurerne Ove Sprogøes Texas på banjo (han har været syv år i staterne, heraf navnet) og Dirch Passers Gogol på kontrabas.

Kreative musikanter
Ingela Branders Solveig akkompagnerer kreativt på flere instrumenter, og der kommer hele tiden nye musikalske gæster til – og det lokale publikum fryder sig i aftenstunden. Problemet er bare, at Gottschalchs musikalske mæcen har en trængt økonomi, og hendes gode hjerte løber hele tiden af med hende.

Interessante indstillinger
Karl Andersson finder mange interessante indstillinger i sin gennemæstetiserede fotografering. Det former flere for datidens danske film særegne perspektiver, fx da Texas fremfører sin skønsang i flot belyst profil (i øvrigt med Gustav Wincklers sangstemme.)

Melankolsk drømmende
Sprogøe er i øvrigt sød, men konturløs i den banjospillende birolle, hvor Dirch Passer omvendt får presset hver en dråbe tænkelig underspillet charme ud af sin melankolsk drømmende Gogol, der til daglig er elevatorfører.

Sprudlende veloplagt
Kjeld Petersen er sprudlende veloplagt i en birolle som sagfører – i filmen spiller han i øvrigt lidt utroværdigt 25-årige Bent Mejdings far (Petersen var 41 og døde samme år.) Ellen Gottschalchs musikmæcen, Lydia Wiljengren, er lidt for koket.

"Rædsomt vås"
Pressen var ikke særlig venligt stemt ved filmens premiere. Man var dog begejstret for musikken og skuespillet: "Gyldmarks private melodi-grand-prix og skuespillere gav charme til rædsomt vås", "Rekord i vås til god musik" og "Tabt på gulvet".

Gumpetung
Der er altså gode (musikalske) takter og en pæn portion charme i Peer Guldbrandsens iscenesættelse, men i helheden er "Lykkens musikanter" desværre mest af alt en temmelig gumpetung 60’erfilm.