DeUsynlige (2008)

Stærkt norsk drama med dansk islæt: "deUsynlige" er en uhøjtidelig og smerteligt oprigtig historie om konsekvenserne af en fejltagelse, om at få en ny chance – og om at finde sig selv igen.

Føling med følelserne

Filmens grundsubstans er ekstremt højdramatisk, og lagt i hænderne på den forkerte instruktør kunne den hurtigt have udviklet sig til en prætentiøs suppe. Erik Poppe vil det imidlertid anderledes: "deUsynlige" er båret af en føling med det menneskelige følelsesliv, og dét kan mærkes i alle aspekter af formidlingen.

En ny chance

Agnes’ (Trine Dyrholm) søn blev otte år tidligere bortført og senere fundet druknet i en å. Nu er den formodede og dømte morder Jan Thomas (Pål Sverre Hagen) atter på fri fod, og brødbetynget får han en ny chance som organist i en kirke.
 

Et nyt venskab

Jan Thomas knytter sig hurtigt til kirkens kvindelige præst og dennes søn, der har den samme alder, som Agnes’ søn ville have haft, hvis han stadig levede.

Totalt i baglås

Da Agnes erfarer, at Jan Thomas er på fri fod igen, går hun totalt i baglås og søger ham i en blanding af ekstrem vrede og hævntørst. Da hun ser ham sammen med drengen, som hun tror er hans søn, slår det klik for hende.

Roligt til værks
Filmen går roligt til værks, og sådan forbliver det – selv i de mest højspændte scener. Der falder en smuk og perspektiverende ro over Jan Thomas’ skæbne, når han sætter sig ved det store kirkeorgel og sætter toner på dén skæbne, han ikke er stolt af.

En ny chance

Hans nye chance, ønsket om et normalt og fredeligt liv, bliver i det fint portrætterede møde med præsten og hendes datter en af filmens mest hjertegribende historier.

Sart og nuanceret
På den anden side af alvoren fængsler Trine Dyrholms dybe indlevelse i den sørgende Agnes’ splittelse mellem hævntørst og tilgivelse: Et sart og nuanceret portræt, der i Poppes instruktion tillades den nødvendige eksistentielle smerte.

Afbalanceret ro

Jan Erik spilles med afbalanceret ro og føling med alvoren af Pål Sverre Hagen. I mindre roller gør blandt andre Bjarne Henriksen og Bodil Jørgensen fine indhop.

En lydside i balance
I store træk en filmoplevelse uden omsvøb. Filmmusikken er stærkt nedtonet, og de mange orgeltoner i selve handlingen (samt en afmålt anvendelse af klassisk musik) udgør en lydside helt i balance.