The Tree of Life (2011)

Cannes-, publikums-, anmelder- og hjertevinder: "The Tree of Life" tog alle med storm, og Terrence Malick hædredes som alle tiders mest kunstneriske og visionære instruktør.
 

Masserne forført

Hvad er det ved denne film, der forfører masserne? For dybest set er der hér tale om blændværk af den mere prætentiøse slags: En art helaftensfilm i kunstfilmens svulstige visuelle indpakning, tilført non stop musikunderlægning.
 

Visuel bling bling

Der er i grunden ikke meget handling i filmen. Der er en grundhistorie, som Malick vender tilbage til ind imellem al den visuelle bling bling, og som koncentrerer sig om en dreng, der nu er blevet voksen, om hans splittede familie i Texas, om en despotisk far, en kærlig mor og en stor sorg i familien.

Særprægede præsentationer
"The Tree of Life" lægger ud som en nogenlunde "normal" film, hvor et mindre persongalleri søsættes, ganske vist i en række særpræget visuelle præsentationer med flygtige klip, alternative framings, talrige kunstfærdige vandreture med steadicam - og under ledsagelse af et bredspektret udbud af original og klassisk filmmusik.
 

Nærved uudholdeligt

Det er flot, og det er anderledes, og man forestiller sig, at det nok er en sprød indledning. Hvad man ikke er forberedt på, er at det skal vare 138 minutter, og det skal vise sig at blive nærved uudholdeligt.

Episk overdrev
Fremhævet som ’et æstetisk overdådigt billeddigt’, ’en visuel salme’ og et 'modigt projekt', er der ingen tvivl om, at langt de fleste anmeldere har ladet sig blænde af den rubinglinsende, selvhævdende visuelle epik. Det episke overdrev er dog eklatant og formodentlig kun hædret som mesterværk, fordi Malick står bag, og Brad Pitt og Sean Penn er på rollelisten.

Kvælertag
Det største overgreb ved filmen er imidlertid Malicks tilvalg af dræbende musikalsk og lydmæssigt kvælertag, hvor en konstant bølge af vildt vekslende støj og musik vedbliver at fjerne enhver autenticitet fra dét gran af historie, der gemmer sig i baggrunden.

Antydningens kunst?
Det drejer sig om at mestre antydningens kunst, som de tydelige inspirationskilder Stanley Kubrick og David Lynch i deres bedste film. Men Malicks film er klæbet fast på en planche af artificielt lyddesign med konstant brummen, mystiske ’dødsklokker’ i en fjern baggrund, overdreven kunstnerisk susen i træerne - og så den evige musik, der veksler mellem store klassiske evergreens og Alexandre Desplats forudsigelige originalmusik.