Onkel Bill fra New York (1959)

"Onkel Johns tantekompleks". Sådan lød en af overskrifterne i samtidskritikken, der ikke var videre positiv over Peer Guldbrandsens seneste folkekomedie. Onkel John hentydede til filmens manuskriptforfatter og producent, John Olsen, og selvfølgelig legedes der samtidig lidt med filmens titel.

Usandsynligt og overspillet
"Onkel Bill fra New York" er bestemt heller ikke noget stærkt inspireret komisk indspark, her på tærsklen til 1960’erne. Historien er ligeså usandsynlig, som skuespillet er overdramatisk.

Høj i spidsen
Da Hass Christensens overdirektør Onkel Bill vender hjem fra New York for at se til sin lille musikforretning med Dirch Passers Hans Høj i spidsen, er det med forventning om at mødes med Højs kone, Helle Virkners Susanne. Problemet er bare, at Susanne netop er gået i vrede, fordi Høj samme morgen har givet hende et par klask i rumpen.

Serveret på sølvfad
I ren desperation udstyrer Høj nu sin ansatte, Ove Sprogøes Johnny Jensen, med en skræddersyet spadserdragt og paryk og kan nu præsentere sin "kone" for overdirektøren og hans medrejsende, den yndige Kate. Herfra er herlighederne forudsigeligt serveret på et sølvfad.

Tykhudet onkel
"Heldigvis" er Onkel Bill så tykhudet, at han ikke gennemskuer Johnny Jensens sande identitet, for så kan "spændingen" trækkes i én uendelighed. Så længe Bill forbliver i god tro, er der ingen risiko for, at Høj bliver fyret for den lille spøg.

Fladpandet humor
Der er meget langt imellem de reelle morsomheder, og de bedste opstår med Ove Sprogøe i spadserdragt. Langt det meste af morskaben er dog så fladpandet, at du skal være udstyret med en ualmindelig specifikt tumpet humor for at grine ret meget.

Åbner for sluserne
Og trist nok åbner Dirch Passer alt for meget for sluserne og ruller med øjne og skriger, så det er en værre pine. Hass Christensen er frygteligt karikeret som ekstremt højttalende, rank og skørtejagende onkel. Så er der mere bid over Sprogøes "kvindelige" indspark.

Passable sange
Helle Virkner og Ulla Lock er et yndigt par, der dog træder meget i baggrunden for det frontfigurerende Passer/Sprogøe-par. Sven Gyldmarks musik er overvejende anonym, men byder på et par passable sange.

Overstyret komik
Alt i alt en ærgerligt overstyret komedie, der grænser til ren farce. Filmen overlever først og fremmest på sit klassisk kluklatterfrembringende mand-i-dametøj-tema og Ove Sprogøes herlige præstation i samme rolle.