Nuremberg (2000)

Somme tider overgår virkeligheden fiktionens verden. Jo, det kan ske, og få er vel i tvivl om, at nazisternes gerninger under 2. verdenskrig var så grusomme, at selv den mest eksplicitte dramatisering ikke kan nærme sig virkelighedens gru mere end med antydningens kunst.
 

Etisk efterspil

Nu er det ikke så meget den direkte gru og de egentlige umenneskelige handlinger, der er i fokus i denne fremragende tv-dramatisering. Snarere er det det etiske og retfærdighedssøgende efterspil, der fandt sted i Nürnberg, hvor en lang række af Hitlers topnazister kom for en international domstol.

Rækker ud i evigheden
Ikke desto mindre ligger det uoverskuelige vanvid og den kollektive hjernevaskelse som en tung dyne selv over disse retssalsorienterede begivenheder, for nazisternes gerninger var så bestialske og umenneskelige, at de rækker ud i evigheden.
 

Omfattende rettsag

Umiddelbart efter 2. verdenskrigs afslutning indledtes i Nürnberg en omfattende retssag mod en lang række af Hitlers topnazister. Over to lange episoder følger vi chefanklageren Robert H. Jacksons (Alec Baldwoin) kamp for at få skovlen under særligt den åleglatte og (selv)fede Hermann Göring (Brian Cox).

Portræt af Göring
Göring spilles med dybt fascinerende indlevelse af altid knalddygtige Brian Cox – miniseriens afgjort stærkeste og mest skræmmende præstation. De øvrige nazister har ikke den nødvendige tid i rampelyset eller den tilnærmelsesvis samme fokus til at brænde igennem. På denne måde er vi også mest af alt vidner til en form for portræt af Hermann Göring.
 

Beundringsværdig

Beundringsværdig for sin afdæmpede stil er "Nuremberg" en saglig, bevægende og dygtigt underholdende tv-oplevelse, hvor det yderligere bemærkes, at den yderst originale filmmusik af Richard Grégoire ikke misbruges.