Barken Margrethe (1934)

Djærv, friskfyragtig 30’er-farce med eksotiske sømandsoplevelser – og strejf af racisme. Lau Lauritzens "Barken Margrethe af Danmark" er let genkendelig i sin tid og genre og byder ikke på meget mere end glimt af uforpligtende hygge.

Den har det hele
Den har det hele: Et trekantsdrama med livsfarlig jalousi, en tyk skibskok, der gerne bryder ud i sang, og en "skibsdreng" med strutbryster (spillet af Clara Østø). Meget mere kunne man ikke forlange, for at underholdningen var hjemme i 1934, og så indeholder filmen endda autentiske oplevelser med besætningen fra det rigtig store udland.

Rendyrket racisme
Det er på en af disse landgange, vi får filmens rendyrket racistiske scene: Efter at skibsdrengen i bar fascination over at have set en rigtig "negermand" klapper ham bagi, farer han nu op i affekt og konfronterer på engelsk Lauritzens styrmand Poul Hansen.

Ned med nakken
Men sådan en "avekat", som Ib Schønbergs skibskok kalder ham, skal da ned med nakken, og dét får Poul chancen for i den interimistisk opstillede boksering, hvor han snart kan sende "avekatten" til tælling – til stor jubel blandt besætningen.

Klassiske farceløjer
Sådan en scene er kuriøs i dag, men blev i samtiden slet ikke betragtet med samme kritiske brille. Det er nu også det "farligste", der er at sige om filmen, der primært byder op til klassiske farceløjer med indlagte pjattesange.

Frygtelige stereotyper
Ib Schønberg er filmens mest charmerende portrættør, hvorimod de fleste andre roller preller af på de frygtelige stereotyper. Her i tonefilmens barndom var der dog et stort publikum til en farce som denne, og i dagbladene kunne man læse: ""Barken Margrethe af Danmark" blev en drønende Sukces: Kærlighed til dansk Natur og dansk Humør lyser ud af den nye Lau-Film" og "Den dygtigste danske Film, der er lavet. For engangs Skyld skammede man sig ikke over en dansk Film."

Politiken skrev:
Politikens anmelder havde dog kun få højdepunkter at fremhæve i filmoplevelsen. Under overskriften: "Barken havde ikke den rigtige Vind i Sejlene," lød det: "Det meste af Filmen har vanskeligt ved at fastholde Interessen, selv om der er meget smukt og nydeligt at se paa. Der er i Virkeligheden kun to Episoder, hvor det let bevægelige Publikum helt og holdent er udelukket fra at kunne være aandsfraværende:"

"Dramatisk Kulminationspunkt"
"Knejpescenen i Ceuta, hvor den unge Styrmand kommer til at bokse med en professionel Negerbokser og til sidst giver ham "the last round-up", er godt iscenesat. [..] Det andet dramatiske Kulminationspunkt er Barkens omtrentlige Undergang under Brandstormen i Torres-Strædet. Disse Billeder, hvor Besætningen tumler rundt paa det gyngende Dæk mellem veldresserede Braadsøer, er af udmærket illuderende Virkning."