Den skaldede frisør (2012)

Susanne Biers bedste film siden dogmefilmen Elsker dig for evigt (2002) er dette hjertelige kærlighedsdrama, der med enkle midler sætter tilværelsens store spørgsmål på spidsen.
 

Nede på jorden

Vi er langt fra Biers sædvanlige Oscarvindende krukkeri og i stedet nede på jorden, hvor der er tid til at ånde og høre hjertet banke. Den kræftsyge frisøse Ida har i mange år fundet sig i alt for meget og er således heller ikke i stand til at sætte sin tåbelige og utro mand på plads.
 

Romance mellem citrontræerne

Deres datter står for at skulle giftes i Italien, og i Københavns lufthavn støder Ida noget uortodokst for første gang på brudgommens britiske far, Philip. Han er blevet rig på frugter og grøntsager, og brylluppet skal foregå i hans store plantage. Mellem citrontræerne opstår der nu en romance mellem Ida og Philip - og store valg må træffes.

Blød kombination
"Den skaldede frisør" er først og fremmest hjertelig, fordi den evner at indramme store eksistentielle spørgsmål i en blød kombination af alvor og komedie.

Normalitetsbegreber
Der forfaldes hverken til det melodramatiske eller det overfriske. En række vellykkede karikaturer og et smukt italiensk natursceneri former en interessant række fortolkninger af normalitetsbegreber og konfrontationer med eksistentielle grundbegreber som liv, død, sygdom, kærlighed og seksualitet. Det kommer som en glædelig overraskelse, at Susanne Bier er kommet så meget nede på jorden.

Følelsesladet
Særligt Trine Dyrholm folder sig ud i en stærkt følelsesladet præstation som den elskeligt sympatiske Ida, men også Pierce Brosnan har en række stærke scener, hvor følelserne vinder over den tilknappede facade.

Gode biroller
I mindre roller overraskes man mindre over fx klassisk castede Paprika Steen som kunstig møgso og Kim Bodnia som lattervækkende spradebasse-husbond. Til gengæld er der gode øjeblikke i selskab med den rødhårede frisørkollega Bodil Jørgensen og den storslemt bedrevidende kræftlæge i skikkelse af Philip Zandén.
 

Forudsigelig sødladen musik

Johan Söderqvist leverer forudsigelig sødladen underlægningsmusik, der heldigvis ikke er spartlet ud over hele filmoplevelsen.