Marie Krøyer (2012)

Baseret på Anastassia Arnolds ekstremt populære bog, "Balladen om Marie", serverer Bille August her et teatralsk, intimt kammerspil med fokus helt og aldeles på parforholdets skærsild, den altfortærende sindssygdom og de mange tab, afsavn og frustrationer.

Intimt fokus
Filmen er så fokuseret på denne intimitet, at man som tilskuer ikke kan ryste følelsen af at være vidne til en teateroplevelse af sig.
 

Utilregnelig & ubehagelig

Filmen fortæller historien om den dygtigste og mest berømmede af de store skagensmalere, P.S. Krøyer - men særligt om hans unge kone, Marie, der elsker sin mand, selvom hans sindssygdom i lange perioder gør ham utilregnelig og ubehagelig.
 

Kærlighedens karrusel

Men selv den mest trofaste hustru kan give efter, når den ægte kærlighed melder sig, som det er tilfældet, da den unge svenske komponist, Hugo Alfvén, bekender sin kærlighed for hende. Marie springer nu på den store og svimlende kærlighedens karrusel og havner i en situation, hvor hun kan miste sin datter.

Alt afhænger af skuespillet
Bille August kunne med meget stor fordel have inddraget naturen som et bredere dramatisk og perspektiverende vingefang, men kammerspillet vinder i næsten hver en sammenhæng. Filmen får hermed en alvorlig slagside til det ekstraordinært intime, hvor alt afhænger af skuespillet.

Aldrig helt godt
I kammerspillet er skuespillet og personinstruktionen selvfølgelig helt afgørende, men man må desværre konstatere, at det aldrig bliver rigtig godt. Det er et spørgsmål om format, situationsfornemmelse og afgrænsning i forhold til tid, rum og perspektiv. Den noget brogede sammensætning af skuespillere finder kun glimtvist fodfæste i det nærhedsfokuserede stordrama.

Tung diktion
Diktionen er et af de tungeste elementer i spillet. Birgitte Hjort Sørensen evner ikke at brænde igennem for alvor, når det rigtig spidser til, og talen har en tendens til at blive oplæsende snarere end indlevende. Søren Sætter Lassen er bedst, når han er oprigtigt i affekt, som fx da han konfronteres med konens sidespring. Det svingende humør og den svære sygdom formidler han langt mere grumset med tilsvarende utydelig tale
 

Varmt portræt

Bedste formidling og indlevelse finder man i Sverrir Gudnasons varme portræt af elskeren og komponisten Hugo Alfvén. Her forenes udstråling med dybde og kant.

Omhyggeligt tidsbillede
Som ventet kan man ikke sætte en finger på det tekniske. Bille August er meget omhyggelig med at forme et så troværdigt og nøjagtigt tidsbillede som muligt, men i virkeligheden er perfektionismen ikke et udpræget plus for filmoplevelsen
 

Salmeagtigt rosenrødt

Stefan Nilssons originalmusik udvikler sig gennem filmen fra det simple soloklaver til fuld strygerbesætning over et simpelt men ligeså uinteressant tema, der er alt for salmeagtigt rosenrødt.