Raskens (1976)

Denne oprigtige og fascinerende tv-serie i otte afsnit var forståeligt nok overordentligt populær på svensk tv, da den blev vist i 1976. Det er en produktion, der kan have et lidt primitivt indtryk og som ind imellem synes overspillet og uslebet i kanterne, men det erfares snart, at det er en del af seriens ægthed.

En 1800-tals-forelskelse

Sidst i 1800-tallets Småland bliver den velbyggede Gustav (Sven Wollter) soldat. Han får sig et lille rødmalet soldatertorp i egnen og forelsker sig snart i den lokale Ida (Gurie Nordwall).

De mange prøvelsers tilværelse

Nu starter de mange prøvelsers tilværelse under fattige kår. Ida føder talrige drengebørn og må passe jorden, mens Rasken, som han kaldes, er i tjeneste. Der er mange spændinger Rask og husbonden, der ejer soldatertorpet, imellem. Og det ligger hele tiden i luften, at det kan ende galt.

Små og store frustrationer
Serien fokuserer på de mange små og store frustrationer, som fattigdommen og afhængigheden af mennesker og afgrøder afføder. Det er på mange måder en præcis og vellykket affotografering af Vilhelm Mobergs stemningsmættede roman.
 

Spænding og udstråling øges

Serien former sig snart til det langt mere dramatiske, og hermed øges spændingen og hele udstrålingen markant. Det lidt atypiske skuespil (særligt Sven Wollters portræt af Gustav er skævt) smelter bedre sammen med de ekstreme spændinger, som stædighed og stolthed afstedkommer.

Ikke altid lige raffineret

Tv-udtrykket er ikke altid lige raffineret. Meget af fotograferingen synes primitiv, og det kan heraf særligt i starten af serien synes vanskeligt helt at lade sig rive med.

Sammensmeltning
Senere opleves der, at også udtrykket, niveauet og det let primitive snit bliver en art sammensmeltning med de mange dybere niveauer i historien.

Dybt ind i de enkelte roller

Vi kommer virkelig dybt ind i de enkelte hovedroller. Og skuespillet er måske netop på grund af de skæve fremstillinger ganske fremragende? Bengt Ernryd sørger for en fint nuanceret musikalsk underlægning, der heldigvis for det meste er fraværende, men sine steder sørger for markante udtryk.