Edge of Seventeen (1998)

En af de absolut mest ærlige og respektindgydende udspringsfilm fra 1990’erne er denne indsigtsfuldt kærlige historie om teenageren Eric, der på egen hånd springer ud i livet og seksualiteten – med hovedet først.

Lynende udstråling
Filmen har en lynende udstråling og et helt igennem jordbundet udtryk. Det er følelserne og frustrationerne, der formidles. Det flamboyante bøssemiljø, som det kommer til udtryk på den lokale bar, er en sekundærgevinst, der alene er en skildring af den overfladiske virkelighed, der hersker sådanne steder.
 

Umiddelbart rummelige forældre

Eric bor hjemme hos sin velfungerende familie med umiddelbart rummelige forældre. Han er netop startet i et sommerjob som assistent i en ussel restaurant, og her er en af de unge kolleger åben bøsse.

Platonisk venskab

Eric, der hidtil har fortrængt sin seksualitet ved at være i et meget nært, om end platonisk, venskab til den skønne Maggie, fornemmer hurtigt den stærke tiltrækningskraft, da kollegaen viser stor interesse, og det ender snart i en udvidet flirt.

Divergerende signaler

Forvirringen er dog ikke rystet af. Eric bliver ved med at udsende divergerende signaler. Maggie vedbliver at håbe, at de to kan blive kærester, og Eric er ikke helt færdig med at tro på, at han kan blive normal og således straight.

Totalindlevelse
Båret af en sjældent set totalindlevelse fra skuespillerne og en ligeså klog og indsigtsfuld iscenesættelse former "Edge of Seventeen" en usædvanlig hjertelig filmoplevelse, hvor den ene fantastiske scene afløser den anden.

Ild i øjnene

Der er glimt og ild i øjnene på alle de centrale skuespillere, og bålet slukkes ikke på noget tidspunkt. Det er, så vi nærmest må knibe os i armen, særligt i scenerne, hvor Eric og Maggie kæmper for at finde eller genfinde hinanden.

Rig på detaljer
Filmen er samtidig et fænomenalt billede på 1980’ernes stil og kitsch, rig på detaljer, men aldrig flamboyant på den overgjorte måde. Talrige tidstypiske popnumre følger begivenhederne, men faktisk næsten udelukkende som musik i selve handlingen – og hermed slet ikke ødelæggende på autenticiteten. Selve filmens kerne og scenerne væk fra musikanlæg er holdt helt straight uden musik, og dét er lige, hvad der er brug for.