Butterfly on a Wheel (2007)

    Det perfekte par udsættes for umenneskelig terror, da en mand kidnapper deres datter og stiller umenneskelige krav.


    TERROR MED TWIST

    Denne type thriller har man unægtelig set ufattelig mange gange tidligere: Psykopat kidnapper lykkeligt pars barn, stiller umenneskelige krav og viser ingen tegn på nåde.

     

    Terror med et twist

    Som sådan ganske forudsigeligt, og så alligevel ikke. For denne britiske co-produktion udgør terror med et twist! Ikke at dette er noget udtalt positivt, da twisten ikke sætter filmen i noget mere originalt lys, snarere tværtimod.

    Psykopat på bagsædet
    Ægteparret Neal og Abby har det hele: Lækker luksusvilla, dejligt pigebarn, masser af penge - og firehjulstrækker. Neal er lige blevet forfremmet, da der pludselig dukker en psykopat op på bagsædet. Han proklamerer, at han har parrets datter, og at han lader hende likvidere, hvis ikke Neal og Abby gør nøjagtig, som han siger - og helst på tid.

    Umenneskelig terror
    Nu starter en umenneskelig terror, hvor bagmanden udtænker hektiske prøvelser. Efterhånden bliver det klart, at den udspekulerede hetz må have flere lag - og ganske rigtigt.. Filmens grundskabelon med terror på tid fungerer nogenlunde, som man forventer det, og udgør som sådan hæderlig, om end forudsigelig underholdning.

    Svært at sluge
    Den omtalte twist tilfører blot filmen et lattervækkende, konstrueret aspekt, der faktisk kan hævdes at være stærkt feministisk (!) og i grove træk langt fra, hvad der er nemt at sluge.

    Ikke lige til højrebenet
    Pierce Brosnans skurk er ikke særlig vellykket: Det virker, som om, han skal opdigte sin irske udtale, skønt han er irsk, og det nedladende og voldelige ligger ikke lige til højrebenet for ham.
     

    Genretypisk

    Parret spilles med genretypisk opspilet grovkornethed af Gerard Butler og Maria Bello, begge i tyndt skrevne roller uden mulighed for den basale gennemslagskraft. Robert Duncans musik er ligegyldig tralala, der spartles rigeligt ud over det hele. Der ikke være en scene, hvor man kan tænke selv.



    Anmeldt i 2012 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2007, Storbritannien, Thriller, Krimi, Børn på film, 95 min.

    Dansk titel: Shattered
    Instr: Mike Barker Prod: Pierce Brosnan, William Morrissey, William Vince Manus: William Morrissey Foto: Ashley Rowe Klip: Guy Bensley, Bill Sheppard Mus: Robert Duncan