Candy (2006)

En kærlighedsfilm med et godt skud heroin!, står der på dvd-cover’et til dette barske, men også meget klassisk definerede heroin-i-årer-sortsynsdrama.

Det forventelige
Det er en film, der serverer det forventelige. En platte med højtbelagte scener af sortrandet elendighed og sitrende abstinenshelvede, krydret med små, yndige glimt af de ægthedens følelser, der gemmer sig bag rusen. Samtidig har filmen også en pæn grad af troværdighed, effektueret ikke mindst i Heath Ledgers elegant sexede portræt af heroin-forføreren Dan.
 

En håbefuld poet

Dan er en håbefuld poet, der forelsker sig i kunstmaleren Candy. Begge har de gode muligheder for et sundt og indholdsrigt liv. Men så introducerer Dan heroinen, og inden længe er parret dybt afhængige og på sikker kurs mod det levende helvede.

Tiltagende barsk
Filmen bliver tiltagende barsk, ind imellem grænsende til et niveau, hvor kæden hopper af. Budskaberne er klare og entydige, og elementet af undervisning og moralsk løftede pegefingre er til at få øje på. Det er en svaghed, at heroinen bliver skudt så eksplicit ud i filmens årer, at der ikke er noget, der kan komme bag på tilskueren. Mens det er en styrke, at det eksplicitte er formidlet med en høj grad af indlevelse.