Naalen (1951)

Efter igennem talrige år at have skabt nogle af dansk films mest bemærkelsesværdige og originale film, begyndte det at gå stærkt tilbage for instruktør Johan Jacobsen. "Naalen" blev startskuddet på denne deroute.

Farve- og blodløst
Det er en farve- og blodløs krimi/thriller, der er særdeles tydeligt inspireret af samtidens amerikanske film noir-succes’er, og som forsøger at lægge sig op ad samme visuelle stil.

Pinligt dårligt manuskript
Den primært mørklagte og underbelyste fotografering har da også sine elementer af relativt elegant æstetik, men det pinligt dårlige manuskript og usædvanligt mange decideret dårlige skuespillerpræstationer, trykker "Naalen" dybere ned i dyndet, end kanylen kan stikke gennem.

Indbringende nebengeschäft

En udspekuleret fabrikant (Ebbe Rode) har fundet en indbringende nebengesjæft, hvor han med hjælp fra håndlangere smugler tørinsulin for at score kassen.
 

Politiet på sagen

Politiet er på sagen, men kriminalbetjenten (Gunnar Lauring) og assistenten (Ove Sprogøe) har ingen umiddelbare spor i sagen, før fabrikanten selv gør i nælderne – og reelt graver sin egen grav.

Mørklagt kriminalitet
De nærved uendelige begivenheder af mørklagt lyssky kriminalitet med i bedste fald stereotypisk udfyldte roller (som Ebbe Rodes sammenbidte skurk og Gunnar Laurings jovialt-piberygende chefopdager) bliver hurtigt trættende, grænsende til det krampagtige.

Primitivt
Der er på intet tidspunkt hul igennem til hverken nerve eller autenticitet i Johannes Allens pinligt primitive manuskript, der sine steder udstiller dygtige skuespillere som næsten talentløse. Axel Strøbye debuterer 23 år gammel i en meget lille birolle som en af Rodes håndlangere.