The Dictator (2012)

Små tårer triller ned ad kinderne i mødet med denne aparte farce. Men der er for langt mellem den virkeligt kradse humor og for meget fladpandet idioti.
 

Med hård hånd

En afrikansk diktator styrer sit land og folk med hård hånd. Under et besøg i New York bliver han offer for et attentat, hvor bagmændene tror, han er dræbt. I stedet sætter de hans dobbeltgænger ind i forhandlingerne om at gøre det afrikanske diktatur demokratisk. Imens kæmper diktatoren for at finde en snedig bagvej ind i manegen igen, og på denne vej havner han mod sin vilje som medarbejder i en helsekostforretning.

Befriende flabet
Filmen er befriende flabet, uforbeholdent racistisk-ironisk og smækfyldt med små politiske kommentarer. Dette er filmens egentlige fremdrift, og her skulle man have holdt kursen, for det er virkelig ubetaleligt morsomt. Det er i høj grad Sacha Cohen Barons fortjeneste, at de mange provokerende scener går rent ind. Det komiske talent er til at få øje på.

Dumsmarte bemærkninger
Når der ikke er hul igennem til ovennævnte velsmurte parodi, forfalder filmen dog til almindelig fladpandet falde-på-halen og forudsigeligt dumsmarte bemærkninger. Bemærk de omskrevne superhits, hvor ørehængere fra ’det virkelige liv’ har fået en arabisk tekst; et virkeligt friskt og originalt indspark.

Funklende øjeblikke
Blandt filmens mest funklende øjeblikke skal nævnes scenen, hvor diktatoren skal opgive sit rigtige navn. For ikke af afsløre sig selv, kalder han sig selv dét, han ser på skilte på væggene – det er gyldne øjeblikke, hvor tåbeligt det end lyder. Og idéen med at finde en imbecil dobbeltgænger i form af en fårehyrde har også sine stunder af komisk funklende magi.