Vi kunde ha' det saa rart (1942)

Filmselskabet Palladium kunne ved krigsårsskiftet 1942/1943 konstatere sin hidtil største succes. Instruktørdebutanten Christel Jul havde med sin nuttekære solstrålehistorie "Vi kunde ha’ det saa rart" ramt en guldåre, der fortryllede både store og små.

Stor publikumssucces
I starten af 1943 gik filmen således ind i sin 16. uge og 400. opførelse i biografen, og der var udtalt begejstring over filmens barnlige charme og letløbende fortællestil.

Sød og kærlig lille film
Christen Jul havde som medinstruktør den erfarne kort- og dokumentarfilminstruktør Mogens Skot-Hansen. Set i børnehøjde er makkerparret lykkedes fint med at dreje en sød og kærlig lille film, et af de tidligste skud på stammen i dansk børnefilms historie.

Fin børneinstruktion
Det kommer særligt til udtryk i den fine indlevelse og instruktion rettet mod netop de tre børn, som historien i høj grad drejer sig om. Jesper, Jørgen og Dorthe er børn af enkefar og ørelæge Poul Ryding. Han leder netop efter en ny stuepige, da Bodil Kjers digterspire Lene Bang ved et tilfælde står i hans stue for at sælge sin digtsamling.

Indtagende
Ryding tilbyder Lene at købe hele oplaget af samlingen, mod at hun bliver familiens nye stuepige. Og Lene takker ja, mest af alt fordi Ryding og hans flotte villa virker indtagende på hende.

Klassisk snit
Skåret helt efter den klassiske børnehistories klichéhæfte vælger de tre unger til at begynde med at modarbejde Lene. De lægger små fælder ud, får hendes seng til at brase sammen og skyder med ærter efter hendes yndige ungpigehals.

Stor børneforståelse
Men Lene er ikke så let at bringe ud af fatning. Hun har en stor og kærlig forståelse for børnene, og inden længe er firkløveret de bedste venner. Spørgsmålet er bare, om Rydings kurmageri bider på den unge Lene, eller om lægens flirt med Erni Arnesoms udspekuleret-bitre Illona Wallberg kommer i vejen for den ægte kærlighed.

Ingen krukkerier
Filmen skeler ikke til de 32 års aldersforskel mellem gråsprængte Carlo Wieth og ungpigestrålende Bodil Kjer, og det byder op til sædvanlig undren og irritation. Når dét er sagt, glæder særligt Bodil Kjers afdæmpede og ægte spil, der aldrig forfalder til krukkerier og hvin.

Arketypisk
Wieth, her i sin sidste filmrolle, er mere arketypisk end egentlig elegant – men udfylder dog rollen som patriark med en vis autoritet. Bedre går det i filmens biroller, hvor Petrine Sonne er helt vidunderlig som tavs kogekone. Elith Pio har herlige øjeblikke i filmens klart bedste scene, hvor fine herrer én efter én forlader spisebordet for i køkkenet at have konkurrence i at bære en suppeterrin på hovedet!

Umiddelbar charme
Børnene er som nævnt velinstruerede og naturlige over forventning. Særligt sød er 7-årige Ilselil Larsen med sin umiddelbare charme og store udstråling. Hun erobrede alles hjerter i samtiden og var en af de største barnestjerner, og charmen står stærkt også i dag.

Swingsang mod faders vilje
Kai Rosenberg sætter musikken udenom det i handlingen optrædende Statsradiofoniens drengekor. Lægens børn vil frygtelig gerne synge i kor, men far tilskyndes at synes, det er en dårlig idé. Det afholder dog ikke ungerne fra at forfølge deres kunstneriske kald, og således byder filmen på både swing og sange af blandt andre Weyse og Horneman.

Vamle sange
Disse indslag er i bedste fald fyldstof og mere problematisk særdeles vamle og småborgerlige. Men samtidens kritikere fandt det henrivende, hvad en overskrift som "Vellykket Instruktør-Debut i en Solskinsfilm med Munterhed, Rørelse og Statsradiofoniens yndigt syngende Drengekor" vidner om.

Positiv modtagelse
Ellers fik filmen bl.a. følgende ord med på vejen: "Spinkel Film med megen Charme", "Stor Publikumssukces paa den første gennemførte danske Børnefilm" og "Publikums Jubel ved Filmens Slutning er en Dom, man maa bøje sig for".