Oktoberdage (1970)

Lanceret som en art senpropaganda for Danmark og danskerne under den tyske besættelse af landet står denne aparte co-produktion i bedste fald som et kikset og kitschet projekt.

Det holder hårdt!

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det holder hårdt, og at filmen er en svulstigt ujævn tour de force i svingende skuespil og malproportioneret melodrama.
 

Alle tiders redningsaktion

Året er 1943. Nazisterne har besluttet, at også de danske jøder skal samles og sendes i kz-lejre. Men en gruppe danske hverdagshelte organiserer sig i alle tiders redningsaktion, så jøderne i sidste øjeblik kan sendes med båd til Sverige.

Broget oplevelse

Sådan forholdt det sig i det virkelige liv, men noget tro virkelighedsbillede evner instruktør Bent Christensen og hans brogede dansk-amerikansk-panamanske filmhold ikke at skabe.

Stift

Dette skyldes først og fremmest, at filmen er så stiv som en galvaniseret jernstang. Der er ingen troværdighed i begivenhederne, skuespillerne har ingen chance som kunstigt engelsktalende robotter i det internationale biografpublikums tjeneste!
 

Ubehjælpsomt

Også det tekniske arbejde grænser sine steder til det ubehjælpsomme: Henning Kristiansens fotografering rummer øjeblikke af nærved og næsten-autenticitet men er ellers præget af produktionens generelle stive billede.

Mindre opblødninger

Ind imellem er der en smule opblødning i historien, hvor begivenhederne får lov til at passe sig selv, det vil sige uden den småkomisk brovtende filmmusik og de utyggeligt sejt leverede engelske replikker fra Helle Virkner & co. Her lykkes det i glimt at fortælle noget væsentligt og faktuelt om de historiske begivenheder, og de velvalgte danske locations hjælper scenerne godt på vej.

Primitiv engelsk tale

Det kræver tilvænning at iagttage de mange hæderkronede danske skuespillere slås med at tale engelsk. Langt de fleste falder håbløst igennem med en ubehjælpsom udtale - og så hjælper det ikke meget, at et par originale engelske eksemplarer optræder i filmen. Mange vil sikkert interessere sig for, at filmen er den blot 19-årige Jane Seymours debut, og hun gør en - om ikke andet - billedskøn entré.