Argo (2012)

Tredobbelt Oscar-vindende og generelt skamrost tårner dette klassisk nervepirrende drama sig op som en must see-filmoplevelse. Og der er da også tale om et seværdigt, underholdende og professionelt stykke filmhåndværk, der har sine solidt elegante scener i pletfri rammer.

Svigermors film-drøm

Men "Argo" er også på mange måder svigermors drøm af en film: Den serverer sin baseret på virkelige hændelser-historie i en selvforherligende, overraskelsesløs og helt igennem klassisk formidling, hvor det hele ender, som man godt ved, det skal ende, og alle smiler til langt op over begge ører.

Selvironi og drenget charme
At "Argo" er Oscar-potentiale kan næppe overraske den garvede filmanmelder. Det er en film, der fuld af selvironi og drenget charme præsenterer filmbranchen som en væsentlig medspiller i en stor, international redningsaktion.

Svigermors drøm
Samtidig er indpakningen mere end blot almindeligt "pæn": I forlængelse af postulatet om "svigermors drøm af en film" ovenfor kan man fremhæve instruktør Ben Afflecks næsten gennemført forudsigelige fortællestil som alle tiders trygge amerikanske filmfavn, der ikke byder på grumme overraskelser.
 

Året er 1979

Året er 1979. En gruppe amerikanere er taget som gidsler i Iran som led i et større politisk spil. Det ser efterhånden ud til, at USA har opgivet gidslerne, indtil en ung mand båret af mod og mandshjerte iværksætter en storstilet redningsaktion centreret omkring et fupnummer af en filmoptagelse.

Glat og konturløs
Ud over at den nydelige indpakning bestemt ikke udelukkende er et positiv for filmen, præges skuespillet tilsvarende af pæn- og renheden i Afflecks iscenesættelse. Filmen bliver et glat og konturløst højglansdrama, hvis eneste reelle fremdrift er det på forhånd kendte klimaks.

Højdramatisk
Det er smart, det er højdramatisk og ind imellem også spændende. Men det er også et lettere kikset stilstudie i deskriptiv narratologi, sådan at forstå, at helt ubegribeligt mange enkeltdetaljer undervejs skal forklares for tilskueren, som var denne dum eller dåre.

Dominerende musik
Det er selvfølgelig ikke alt sammen udpindet i direkte forklaringer, men der ligger meget ofte en indirekte forklaring - enten i replikskiftet eller i valget af stemning i den særdeles dominerende filmmusik. "Argo" er altså ikke en film, hvor tilskueren får lov at tænke selv. Tværtimod former filmoplevelsen sig som en krydret suppe serveret af instruktøren med ske direkte ned i halsen på tilskueren.

Konstrueret komik
Skuespillet er generelt ikke til at sætte en finger på, men er som nævnt præget af den tilslebne fortællestil, hvor intet er overladt til fantasien. Samtidig synes de komiske indspark, der tydeligvis skal menneskeliggøre det psykologiske pres gennem fikse replikker, temmelig konstruerede.