Sønnen fra Amerika (1957)

Baseret på samme forlæg:
Niels Pind og hans Dreng (1941)
Sønnen fra Amerika (1957)

16 år efter filmatiseringen af samme Johan Skjoldborg-roman med Axel Frische og Gunnar Lauring som "Niels Pind og hans Dreng" kom farveversionen "Sønnen fra Amerika", denne gang med Peter Malberg og Poul Reichhardt som far og søn. Det blev en af halvtredsernes store hyggefilm.

Idylliske stemninger
Den farvelagte og noget mere moderne version emmer af samme grundlæggende Morten Korch’ske idylliserings-stemning som den sort/hvide film, men har samtidig en mere aggressiv spændingskurve, der kulminerer i et flot filmet, men ufrivilligt komisk klimaks.

Alt er ved det gamle
Den nyrige søn, Jens fra Amerika, vender hjem til sin fødeegn, hvor han finder alt ved det gamle. Farmand Niels er stadig mere end almindelig glad for snaps og forhutler sig gennem tilværelsen med tilfældigt forefaldende arbejde.

En rigtig kapitalist
Jens er en rigtig kapitalist, og han ser straks industrielle udviklingsmuligheder i landsbyen. Noget, der falder de lokale idealister, med Holger Juul Hansens lærer i spidsen, for brystet. De vil hellere bygge et værested for områdets unge. Noget, Jens kun har hån til overs for.

Romantiske interesser
Der opstår også romantiske interesser, der tilsvarende tager jord med på den idealistiske/kapitalistiske slagmark, men med lidt held opstår de rette parringer alligevel hen imod slutningen...

Groft stereotypiseret
Preben Lerdorff Rye optræder som en groft stereotypiseret væmmelig karl og et tidstypisk skræmmebillede. Ikke alene gramser han på de helt unge piger (grænsende til børnelokkeri?), han er også en udtalt sexfikseret type, der bare skal ned med nakken! Og det sørger Reichhardt så for med en proper næve i filmens omtalte komiske klimaks.

Hygge og charme
Der er til gengæld hygge og charme, så det basker i Peter Malbergs forhutlede Niels Pind-portræt. Skæve smil og en afmålt spillet tår over tørsten – og så er han også nødt til at træde i karakter, når sønnens kapitalisme tager overhånd.

Behagelig afdæmpet
Sigrid Horne-Rasmussen er behageligt afdæmpet (og slet ikke skingert skrigende) i birollen som Mine Holm, desværre belemret med en svensk accent, der mest af alt kommer til at lyde hen i retning af ubehjælpsom fjeldnorsk.

Gråt spil
Emil Hass Christensen og Lisbeth Movin repræsenterer begge med kedeligt, gråt og farveløst spil det lokale gods, som Jens går med planer om at erhverve. Reichhardt leverer i øvrigt en helt igennem forventelig præstation uden meget glimt i øjet.

"Uden formildende omstændigheder"
Kritikerne mødte filmen med overskrifter som: "Fin dansk folkekomedie", "Idylliske magter" og "Kulørte værdier". De mere negative overskrifter lød: "Ikke særlig spændende", "Spekulation og klamphuggeri", "Film uden handling" og "En folkekomedie uden formildende omstændigheder".

Musik i Korch-stil
Peter Deutschs musik lægger sig i kølvandet på Gyldmark og Korch-stilarten, hvis man da overhovedet kan kalde disse tamme tonerækker for "stil". Heldigvis er der lange passager helt uden musik, og det er klædeligt.