Extremely Loud & Incredibly Close (2011)

Så langt fra at være ekstremt højt, som det næsten er muligt og samtidig utrolig tæt på at være et fuldbyrdet mesterværk: Her er vi vidner til en sjælden filmperle af fabelagtigt funklende karakter.

Brændende hjertelighed
Næsten uanset hvordan man vender og drejer Stephen Daldrys filmatisering af Jonathan Safran Foers roman, fortrylles og forføres man af dens brændende hjertelighed udi de mindste små detaljer.

Stor udstråling
Det er en film med en meget stor udstråling. En styrke, der giver filmen tyngde, samtidig med at den florlet nærmest kærtegner de store eksistentielle temaer, som så uendeligt mange instruktører kæmper med at troværdiggøre på film. I en kærlighedserklæring til livet funkler filmen alt andet end rosenrødt som en varm og klar stjerne.
 

En ganske særlig nøgle

11-årige Oskar har mistet sin far under terrorangrebet på New York den 11. september 2011. En dag går han i farens gemmer og finder ved et tilfælde en nøgle, som han nu indædt sætter sig for at finde låsen til. Et stykke inde i den eventyrligt determinerede proces får han hjælp af sin bedstemors stumme lejer – en mand, der sandsynligvis er Oskars bedstefar.

Hjertebanken
Filmen er så vidunderligt rolig, at anmeldelsen af den næsten uundgåeligt bliver poetisk. Man kan næsten høre sit eget hjerte slå – i takt med de stærkt bevægende hjerteslag, der formidles så smukt gennem den 11-årige dreng.

Sorgens smerte
Og hjertet banker også i sorgens smerte, der skildres i alt fra små ændringer i ansigternes udtryk til (nødvendige) raseriudbrud. Når tåren triller langsomt ned ad Oskars kind, står tiden stille. Det er denne grad af ægthed, filmen rummer.

Sammensmeltning
Dette kan tilskrives en række centrale til- og fravalg fra instruktør Stephen Daldry. Først og fremmest en fænomenal personinstruktion, hvor drengen Thomas Horn er fuldstændig sammensmeltet med sin rolle.

Følelsesmættet præcision
Og hvor Max von Sydow gør sin stille entre med knivskarp følelsesmættet præcision, mens alle nærmest holder vejret. Og hvor Tom Hanks brillerer som en smittende livsglad far.

Ægthed og varme
Samtidig rummer filmens fredfyldte fortællestil en dobbelt følelsesmæssig gevinst for tilskueren. På én gang er den rolige kameraføring og de omhyggelige billedkompositioner en art meditativ skønhedslise for sjælen, samtidig med at ægtheden og varmen i udtrykket giver varme i kinderne, fordi man føler sig inviteret helt ind i kernen af det essentielle i tilværelsen.

Grundpiller på menneskelighed
Og mange af de helt stærke scener får lov til at stå som grundpiller på menneskelighed: Ingen underlægningsmusik. Til gengæld ren væren i det smertelige og det glædelige på lige vilkår med virkelighedens foranderlighed.

Lavmælt, følsomt, elegant
Musikken er til stede i store dele af filmen, men aldrig som noget dominerende eller dikterende indgreb. Variationerne over et velvalgt enkelt klavertema holder sig altid i baggrunden: Lavmælt, følsomt, elegant.

Perspektiveret skønhed
At der kan være tendenser mod det sødladne i den eventyrlige historie om en drengs sorgproces, forsvinder hurtigt som morgenduggen på en sommerdag. Det er og bliver en vidunderlig filmoplevelse, der beviser, at selv Hollywood kan tilgå sin egen historie i en sfære af elegant perspektiveret skønhed.