Bringing Up Bobby (2011)

Den hollandskfødte succes-skuespillerinde Famke Janssen debuterer her som instruktør med en film fuld af skæv charme.

Uligevægtig historie

Men det skæve består mere i en uligevægtig historie end i egentligt skæve smil: "Bringing Up Bobby" er nok fuld af charme, men den har også en slagside mod det irriterende krukkede. Den østeuropæiske immigrant Olive er flyttet til Oklahoma med sin 10-årige søn Bobby i håbet om at kunne lægge sin tvivlsomt småkriminelle fortid bag sig.

Den store prøvelse
Men hun bliver hurtigt fristet og må en tur bag tremmer. Heldigvis kan rigmanden Kent og hans kone tage sig af Bobby - inden da er deres veje krydsede på forunderlig vis. Da Olive kommer ud igen, bliver den store prøvelse at finde balancen mellem det ærlige liv og forholdet til sønnen i nye rammer.

Forvirrende sydstatsmiljø
Filmens begyndelse er mere end mildt anstrengende i en stil, der pumper al mulig støj og farverigdom ind i et forvirrende sydstatsmiljø.

Let overspillede prismer
Dette i alt fra hovedrolleindehaver Milla Jovovichs let overspillede prismer af høje hæle, opspilede øjne og sprød ukrainsk accent til en dominerende og ufokuseret samling af frisk beat-musik.

Roen indfinder sig
Men heldigvis kommer filmen sig. Vi skal godt nok en halv time ind i begivenhederne, men så sker der noget. Med Bill Pullmans afbalancerede præstation som Kent indfinder roen sig - i hvert fald for en god, lang stund.

Flakkende billede
Det er der også hårdt brug for i det nævnte flakkende billede. Man ærgrer sig over, at det universelt kærlige mor-søn-tema og den indre ro ikke kan banke med samme hjerterytme hele filmen igennem.

Tydelige inspirationskilder
Det er ikke svært at få øje på Janssens inspirationskilder fra filmklassikere som Paper Moon (1973), men der er langt til det vellykket sammensmeltede og oprigtigt hjertelige, selvom forsøget ind imellem er hæderligt.