Viceværten (2012)

Et af Kim Fupz Aakesons mere aparte manuskripter ligger til grund for denne spidsfindigt interessevækkende, men også mere end almindeligt absurde dramakomedie.

Glimrende skuespil
Det er en film, der kan og vil overraske gennem det usandsynlige scenarie, og at historien bliver både tygge- og slugbar skyldes ikke mindst en stribe virkelig glimrende skuespillerpræstationer.

"Alle er nogle røvhuller!"
Viceværten Per (Lars Mikkelsen) er en meget utilfreds mand, der synes, alt og alle omkring ham er nogle røvhuller, og han hader sit job. En dag overraskes han i en tom lejlighed af en meget ung – og nøgen – kvinde (Julie Zangenberg), der smilende ligger og vrider sig på gulvet. Velvillig – og tilsyneladende stum...
 

En helbredende effekt

Per tøver ikke med at "kræve betaling for huslejen", og sex bliver herefter mere reglen end undtagelsen. Da Per ikke kan holde sagen hemmelig for sine kammerater, udvikler bolleriet sig snart, og det skal vise sig, at den velvillige kvinde øjensynlig har en "helbredende effekt" på sygdomme.

Drøm eller virkelighed?
Drømmes der, eller er det virkelighed? Dette spørgsmål besvarer sådan set sig selv ret hurtigt, når filmen gennemleves – men omvendt drives man effektivt med ind i dét absurde teater, hvis virkninger på de sammenbidte hverdagens helte og skurke er enorm.

Velfungerende
Under alle omstændigheder ligner "Viceværten" intet, du har set før, og gang på gang overrasker det positivt, hvor fint, det aparte plot faktisk fungerer.

Stor præstation
Som nævnt er skuespillet her en vigtig faktor. Bedst er Lars Mikkelsen, der rammer både den fuldbyrdet utilfredse og nyseksualiserede førsteelsker med elegance og dybde. Særligt i forholdet til sønnen slår spillet gnister.

Sjove og skæve typer
Men også Pers to kammerater former sjove og skæve typer i Nikolaj Kopernikus’ og Tommy Kenters elskelige portrætter. Julie Zangenbergs præstation er omvendt svær at blive dus med, men hatten af for det gennemførte i det aparte spil.

Akustisk ro
Filmen vinder også point på sin diminutive brug af filmmusik – langt de fleste scener er således præget af en akustisk ro, der i langt højere grad, end støj og musik ville have gjort det, bakker de absurde finesser op. Den hårfine balance i omgangen med et sygdomstema kammer desværre et par gange over, hvor det er uklædeligt og mangler respekt.