Det store løb (1952)

Morten-Korch-filmene:
De røde heste (1950)
Mosekongen (1950)
Det gamle guld (1951)
Det store løb (1952)
Fløjtespilleren (1953)
Flintesønnerne (1956)
Vagabonderne på Bakkegaarden (1958)
Det skete på Møllegården (1960)
Der brænder en ild (1962)
Kampen om Næsbygaard (1964)
Næsbygaards arving (1965)
Krybskytterne på Næsbygård (1966)
Brødrene på Uglegaarden (1967)
De røde heste (1968)
Manden på Svanegaarden (1972)
Fætrene på Torndal (1973)
Sønnen fra Vingården (1975)
Affæren i Mølleby (1976)
Fruen på Hamre (2000)

Utvivlsomt en af de mest vellykkede af de i alt 19 Morten Korch-filmatiseringer: Fuld af charme og autoritet inden for de nu engang fastsatte rammer.
 

Dygtig gårdmandssøn

Den dygtige gårdmandssøn og rytter Niels vender lige en postgang for sent hjem til Fyn fra Australien. Hans kære far er død efter længere tids sygdom. Nu skulle man mene, at gården tilfaldt Niels. Men samvittighedsløse lokale har rottet sig sammen i en udspekuleret plan, der skal gøre Niels arveløs, så de i stedet kan overtage gården og score kassen.

Urklassisk Korch
Kort sagt - og selvsagt - et urklassisk Morten Korch-plot. Man ved, hvad der venter, og forventer ikke mere end det forventelige. Og når filmen så leverer varen med både humor, drama og følt spil, bliver oplevelsen ganske fornøjelig.

Dyreglad forfatter
Morten Korch var selv meget dyreglad, hvilket kunne mærkes i mange af hans romaner. Den første Korch-film De røde heste (1950) lagde dyrelinjen i serien, og med "Det store løb" vendte man tilbage til muleklapningen og galoperingen.

Essensen af Korch-ånden
"Det store løb" er på mange måder essensen af Korch-ånden: Den jævne mands kamp for retfærdighed, den betingelsesløse fædrelandskærlighed, den betagende sommerflirt mellem mand og kvinde i den bedste alder, de stærke og sunde heste i galop over mark og vang.

Varmt og ægte
Når man husker, hvor vammelt og lallegladt dette setup er præsenteret i andre Korch-film og et utal af øvrige lette danske film, er det betagende så ægte og varm, "Det store løb" fremstår.

Godt skuespil
Der er godt skuespil over hele linjen, men en særligt rørende og lun figur gør Johannes Meyer som døende gårdejer. Ib Schønbergs jovialt underkuede landsbylæge er mild, god og ægte i en raffineret skrevet rolle. Endelig betages man af Peter Malbergs perfekt underspillede overspil i en af hans bedst ramte spradebasseroller.

Evigt galant Reichhardt
Desuden kan man opleve Ove Sprogøe i en minaturerolle som fuld landsbytosse i den lokale bus - et påskud for evigt galante Poul Reichhardt til at vinde endnu et kvindehjerte, der ellers var lovligt intimideret af fulderikkens tilnærmelser.

Fine locations
I øvrigt indfanger filmen i glimt fine billeder af Fyn, ikke mindst da Poul Reichhardt tager til storbyen, og man ser forskellige bygninger, transportmidler, samt folk og fæ.