Animal Kingdom (2010)

Det prisregnede skomagerdrenge over David Michods barske drama "Animal Kingdom", og filmen har da også nogle åbenlyse kvaliteter i skildringen af australsk familiekriminalitet i et moderne Melbourne.

Ingen gennemsnitsfamilie

Teenageren Joshua, kaldet J, får et værelse hos sin bedstemor, der også huser en lille håndfuld af J’s onkler. Men det er bestemt ikke nogen gennemsnitsfamilie. Hård kriminalitet er levevejen, og igennem mange år har man forstået at sno sig uden om politiet.

Hårdkogt hævndrab
Nu havner J i en vanskelig situation, hvor han uundgåeligt bliver en del af den kriminelle hverdag og snart jages vildt af sine samvittighedsløse onkler, da han ligger inde med en alt for farlig viden om et hårdkogt hævndrab.

Intens dramatik
"Animal Kingdom" har en ganske intens dramatisk nerve i afstøbningen af et anderledes usympatisk Australien. Og dramatikken bliver tiltagende rå, efterhånden som hovedpersonen J bliver jaget vildt.

Falder for fristelsen

Men instruktøren falder også for gennemsnitsfristelsen: At lægge lag på sin historie i form af semi-lyrisk slowmotion, brummende storbymørk underlægningsmusik og et lidt for iørespringende lyddesign.

Uelegant familiefejde
Dette former snart en i flere henseender støjende film, hvor formen overtrumfer indholdet, og hvor den højspændte familiefejde bliver tiltagende uelegant.

Fint spil

I denne sammenhæng klynger man sig imidlertid gerne til det fine skuespil, hvor særligt Ben Mendelsohns slibrige ’Pope’ og Guy Pearces tilsyneladende velmenende politimand byder ind med funklende præstationer.

Bund i volden
Der er i de bedste scener bund i volden, særligt på et psykologisk plan, hvor den familiære krigsførelse foregår helt uden hensyntagen til blodets bånd.

Stjæler billedet fra sig selv

Men "Animal Kingdom" stjæler så at sige billedet fra sig selv i kraft af den lidt for kreativt bombastiske fortællestil og et plot, der er tæt på at tangere det let overmodne.