Der brænder en ild (1962)

Morten-Korch-filmene:
De røde heste (1950)
Mosekongen (1950)
Det gamle guld (1951)
Det store løb (1952)
Fløjtespilleren (1953)
Flintesønnerne (1956)
Vagabonderne på Bakkegaarden (1958)
Det skete på Møllegården (1960)
Der brænder en ild (1962)
Kampen om Næsbygaard (1964)
Næsbygaards arving (1965)
Krybskytterne på Næsbygård (1966)
Brødrene på Uglegaarden (1967)
De røde heste (1968)
Manden på Svanegaarden (1972)
Fætrene på Torndal (1973)
Sønnen fra Vingården (1975)
Affæren i Mølleby (1976)
Fruen på Hamre (2000)

Den niende Morten Korch-filmatisering (og den anden film i serien indspillet i 1960’erne) har hverken de gamle films charme eller Korch-åndens smittende smil.

Folkekomiske overdrivelser
Det er et temmelig underkogt blødt æg, der vælter ud over det hele, når man tager skallen af: Man undrer sig såre over de folkekomiske overdrivelser, der særdeles upassende piller enhver velment melodramatik ud af oplevelsen.
 

Samler trådene

Poul Reichhardt vender – Korch-sædvanen tro – hjem til sin fædrene egn og skal forsøge at samle trådene og skille får fra bukke i den evigt bondske kamp om arvegods. For det djærve landmandspar Martha og Just står det skidt til med økonomien, og det er tæt på at gå op i røg – men Reichhardt har løsningen i sidste øjeblik.

Obligatoriske fjollerikker
Replikkerne er stive og uskønt leveret, særligt i mange af de mindre roller, og det potentielt evigtgyldige retfærdighedsdrama overskygges helt unødvendigt af en grundlæggende lalleglad lystspilsstemning, personificeret i Arhoff/Malbergs obligatoriske fjollerikker.

Idyllisk bondemiljø
Det kunne være kørt helt af sporet, hvis ikke filmen i anden halvdel indhentede noget af det tabte i kraft af bedre sammenhæng og en smule charme i det idylliske bondemiljø og dets naturskønne omgivelser.

Uinspireret rutine
Unægtelig en Korch-film skabt på temmelig uinspireret rutine. Bag sminken og den tåbelige rollefigur aner man dog glimt i øjet hos Peter Malberg, der hér vendte tilbage efter lang tids kamp med sygdom. Og Ejnar Federspiel kan i filmens begyndelse opleves som intrigant døende gårdejer – en herlig lille karakterrolle.

Obligatoriske sange
En lille håndfuld obligatoriske sange leveres med tilsvarende obligatorisk folkelighed som åndløst venstrehåndsarbejde, og i samme lette tone som Sven Gyldmarks generelt tilstedeværende stemningsmusik.

Enorm succes
Filmen blev en enorm succes i biografer landet over. Utroligt og beundringsværdigt, at Alice O’Fredericks gang på gang kunne samle store dele af befolkningen omkring en omgang Korch med fløde: Men man forstår godt behovet for samlende (jævn) bondedramatik midt i den travle og stressede (storby-)hverdag.