Prometheus (2012)

Svært dehydrerende science fiction-thriller, hvor veteraninstruktøren Ridley Scott for alvor vender tilbage til sin yndlingsgenre med ikke så få referencer til særligt Alien (1979).

Universets mørke
Og i filmens begyndelse synes der da også at kunne genkendes noget af den forførende gamle Scott-stemning, når vi sendes med langt ud i universets mørke: På en jordlignende planet ekstremt langt ude i rummet er en gruppe forskere landet for at indsamle data. Måske kan man komme tættere på sandheden om livet på Jorden...

Splid og intriger
I en klassisk sammensat og bredspektret væsensforskellig gruppe af forskere opstår der hele tiden splid og intriger, mens truslerne fra det fremmede i stigende grad maser sig på, efterhånden som dvaletilstande brydes.

Dehydrerende
"Prometheus" udvikler sig nu i en retning, hvor der hverken er vej eller håb tilbage: I en komplet dehydrerende sansevoldtægt former der sig et ekstremt støjende univers.

Kvalmt religiøst
Samtidig plører historien i tiltagende grad til, så kvalmt religiøse over- og undertoner væves ind i det fremmedes anatomi. Hermed er der støj på linjen i alle facetter af filmoplevelsen.

Forstillet effektmaskineri
Så det kan godt være, at Ridlet Scott har drømt sig tilbage til det heftigt uhyggelige og mystificerende – men "Prometheus" er ikke meget andet end en forstillet effektmaskine.