Kriminalsagen Tove Andersen (1953)

    En kvinde findes myrdet i København, og to kriminalbetjente sættes på sagen.


    MORD I KØBENHAVN

    I et elegant tidsbillede af København sætter Sven Methling her scenen i sin instruktørdebut.
     

    Morgenbilleder af storbyen

    Fuld af sort/hvid stemning i morgenbilleder af storbyen, før den tages i brug af travle mennesker, slås tonen an i et fint anslag med Preben Lerdorff Ryes speak.

    Københavns puls
    Det er også afgjort det mest interessante ved denne krimi, at den så præcist og æstetisk indfanger Københavns puls anno 1953.

    Gumpetung historie
    Historien er nemlig gumpetung, og det har sin afsmittende effekt på skuespillet, hvor replikkerne leveres helt uden glimt i øjet.
     

    Et kvindemord

    Preben Lerdorff Rye og Ib Schønberg spiller de to kriminalbetjente, der skal forsøge at opklare et mord på en kvinde. Straks efter de tekniske undersøgelser går de i gang med at stemme dørklokker for at komme sandheden et skridt nærmere.

    Blottet for inspiration
    Mordgåden er blottet for inspiration, og Sven Methling evner ikke at føre genreklichéerne op over det tørt forudsigelige. Hvor filmen fungerer bedst er små enkeltsituationer, hvor birollepræstationer fra bl.a. Arthur Jensen og Karl Stegger tilfører en anelse energi.

    Indre drama
    Og i Ellen Gottschalchs snaksalige portnerske oplever man filmens klart mest farvestrålende præstation i et kærligt miks af melankoli og indre drama. I helheden lykkes Sven Methling flot i den visuelle præsentation af København; som oftest fritaget for filmmusik og som sådan betagende ærligt.



    Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024