Hr. Petit (1948)

Alice O’Fredericks forsøgte sig her udi den rendyrkede thriller, og resultatet rummer pletvis sitrende intensitet. Som helhed er filmen dog i nutidens optik mere teatralsk end egentlig opslugende.

Kvindeskæbner
Filmen trækker sine afsløringer og spændingsudløsninger et godt stykke ind i handlingen. I tilbageblik får vi serveret en håndfuld kvindeskæbner, efterhånden som de falder i hænderne på den udspekulerede Hr. Petit. Han forfører sagesløse kvinder. Han foretrækker, at karakteren er svag, så er de nemmere at få skovlen under. For formålet er, ud over økonomisk gevinst, at tage livet af ofrene.

Oaser i dramaet
Man kan ikke sige, at der er noget i filmen, der kommer som en overraskelse. Men det forhindrer ikke en række raffinerede stemninger i at opstå som små oaser i det tungt teatralske drama.

Morderisk spænding
Her skal man fremhæve, at den morderiske spænding faktisk rummer øjeblikke af tilnærmelsesvis neglebidende uhygge. Det formes ud af intense scener, hvor Sigfred Johansens slibrige morder forbereder sine ugerninger. Højdepunktet i denne henseende er en scene i et stormomsust og øde beliggende hus, hvor en mærkbart nervøs Karin Nellemose apatisk afventer sin skæbne.

Afbalanceret skuespil
Centralt for effekten af de klassisk opbyggede mord er det fint afbalancerede skuespil. Sigfred Johansens slibrigt beregnende Hr. Petit er den bærende figur, mens flere af kvinderne har mindst ligeså stor betydning for formidlingen af den indre uro.
 

Essensen af hele historien

Her skal særligt fremhæves Karin Nellemoses ultranervøse og halte gammeljomfru, der i filmens højdepunkt nærmest bliver essensen af hele historien. Filmen er i sit narrative udtryk langt mere teatralsk end de visuelle, hvor en enkel æstetik er herskende.