Soyas tagsten (1966)

Et delikat lille stykke opstemt underholdning. Annelise Meineches friske filmatisering af Soyas roman bringer først og fremmest det bedste frem i Poul Bundgaard, men er også i sit udtryk og afgrænsning en overraskende balanceret film.

Farce med stort F
Det er en farce med stort F, og som sådan kunne man frygte, at den ene lagkagekomiske scene afløste den anden. Men faktisk rummer filmen kun én egentlig længere scene af denne karakter, og her kastes der netop med lagkager.

Funklende Bundgaard
Generelt vidner Meineches instruktion om et fint begreb om forlæggets lystige natur. Dette kommer primært til udtryk i det afmålt komiske skuespil, ført an af Poul Bundgaards helt igennem funklende hovedrollepræstation.

Bevidst tydeligt studiemiljø
Men det visuelle udtryk - hvor det bevidst tydelige studiemiljø spiller en anden hovedrolle - er en anden af filmens forcer - og mindeværdigt elegant.
 

Mavesur og kværulantisk

En mavesur og kværulantisk adjunkt hader sit arbejder og skælder ud på alt og alle. Men det ændrer sig til det diametralt modsatte, da han en dag får en tagsten i hovedet. Nu vågner han op - frisk og smilende med mod på livet - og ikke mindst kvinder. Herunder konen, der ikke har fået kærlighed i mange år. Problemet er bare, at adjunkten nu ikke kan kontrollere sine kødelige lyster. Snart er det hele ved at løbe helt af sporet.

Lummert-liderligt
På trods af det lummert-liderlige plot falder filmen aldrig i tåbelighedens mergelgrav. Antydningens kunst går fint i spænd med den lille papmacheby, hvor adjunkten nedlægger sine kvinder.

Vellykket farce
Selvfølgelig lader en let historie som denne meget tilbage at ønske, men i helheden må man anerkende filmen som en vellykket dansk farce. Poul Bundgaards far kan opleves i en lille birolle som byens bager.