The Weight of Elephants (2013)

Dansk-new zealandske Daniel Joseph Borgman spillefilmsdebuterer her med en tilsvarende dansk-new zealandsk co-produktion, der udspiller sig i en mindre New Zealandsk soveby.

Poetisk helhed
Det er en film, der stort set ikke sætter en scene forkert. Efter en lidt mystisk og kunstnerisk prolog formes det reelle billedsprog ud af en sjælden ægthed, der skal vise sig at komme uhyre tæt på barndommens virkelighed, når glæde og smerte smelter sammen i en poetisk helhed.

Drengen Adrian bor sammen med sin noget sammenbidte bedstemor og sin voldsomt deprimerede onkel. Adrians mor ville ikke kendes ved ham, og drengen kæmper vedvarende for at finde en mening med galskaben, for at blive accepteret og elsket. Men det er ikke let i en hverdag, hvor de andre børn mobber, og hvor der ikke rigtig er nogle, der kan give den kærlige dreng modspil.

Da en hemmelighedsfuld pige flytter ind i nabolaget, indledes en form for venskab, hvor Adrian i stigende grad føler sig værdsat.

Bundløst ærlig
Filmens bundløst ærlige udtryk står så uendeligt knivskarpt i Borgmans rolige iscenesættelse. For hvor begivenhederne i Adrians hverdag svinger mellem det psykisk nedværdigende og små strejf af håb, bevares i det visuelle udtryk en stoisk ro, der medvirker til, at filmen varmer og forfører.

I harmoni
Også lydsiden er i harmoni med resten af udtrykket: musikken er begrænset til en lille håndfuld lyriske mellemspil, hvor Adrians oplevelser perspektiveres i slow motiondrømmesekvenser.

Resten af filmoplevelsen er tavs - i pagt med psykologien bag, med drengens sørgmodige søgen efter kærlighed, med ensomheden, naturens egne lyde og det samlede budskab.

Total ro
Det giver den totale ro til at hente alle de små og store følelser ud af energien i selve det eksistentielle drama. Og nærheden i spillet forstærkes i den hudløse ærlighed og ægthed, der ikke på nogen måde er indpakket. Nærbillederne er i denne formidling et af filmens stærkeste våben.

Unikt materiale
At skuespillet skal fungere i et så fortættet drama siger sig selv, og i både børne- og voksenspillere har man fundet et helt unikt materiale, hvis indlevelse er total.

Smerten og håbet oplevet i børneperspektiv er næppe set meget stærkere på film.